Fortsæt til indhold

Nyt blod i skolebestyrelsen giver nytte begge veje

Hos skolebestyrels-en på Bavnehøj Skole er man tilfreds med inddragelsen af foreningslivet

Samfund
Arkiv

Siden skoleåret startede med en ny folkeskolereform, har skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole i Hasselager set anderledes ud.
De har nemlig benyttet sig af muligheden for at have medlemmer siddende, som ikke er forældre eller på anden vis har tilknytning til skolen. En mulighed, som den nye skolereform, der blev indført i august sidste år, åbner op for.
“Det er vigtigt, fordi skolen skal spille en større rolle i lokalsamfundet,” lyder forklaringen fra Karen Radmer, som er formand i skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole.
I bestyrelsen har Klaus Jacobsen, formand for Kolt-Hasselager Fællesråd, siddet med henblik på både at videregive viden og erfaringer fra områdets mange foreninger samt at få indblik i, hvad der sker af ting på skolen.
“Det er gået over al forventning. Vi har fået meget ud af de informationer, som Klaus fra Fællesrådet har givet os,” fortæller Karen og fortsætter:
“Det kan hjælpe med, at vi meget hurtigere kan komme i dialog med de forskellige foreninger i området.”

Vil have ekstra medlem

Hos Kolt-Hasselager Fællesråd er man også glad for pladsen i skolebestyrelsen.
“Vi får at vide, hvad de unge mennesker har af forventninger, og dem kan vi bruge, så vi måske kan holde på dem i vores lokale foreninger,” fortæller Klaus Jacobsen.
Som det er nu, er der plads til to medlemmer, der ikke har tilknytning til skolen, i skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole.
Derfor ser Karen gerne, at den sidste plads også bliver optaget af en person udefra.
“Jeg kunne godt forestille mig, at vi får en person ind fra erhvervslivet. Det vil give os fordele i forhold til planlægning af for eksempel praktikforløb,” fortæller Karen.