Fortsæt til indhold

Så er folkevandringen i gang

Gæsterne kommer tidligt på pladsen i år

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Allerede ved åbningen af Northside kl. 12.30 stod gæsterne i kø ude foran hegnet på Søren Frichs Vej.
6. udgave af festivalen er netop åbnet i høj sol og med stort ryk-ind.
Mange af gæsterne har i år valgt at komme tidligt, både på grund af vejret, José González-koncerten kl. 14.15 og erfaringer fra tidligere års køer ved indgangen.
Ditte Bøje og Søren Johannsen var blandt de mange, som fik armbåndet på tidligt i år.
"Sidste år stod jeg i kø i halvanden time. Så vi valgte at komme tidligt i år," siger Søren Johannsen.
"Det er også fedt at se pladsen inden der kommer alt for mange mennesker," supplerer Ditte Bøje, der også stod i kø sidste år.
"Vejret er jo også så godt, så det er bare med at komme ud og nyde det," siger 28-årige Ditte Bøje.
Festivalens talsmand John Fogde kunne tilfreds se menneskestrømmen gå i gennem portene og videre til de fem boder, hvor armbåndet blev sat på håndleddet.
"Det hele går planmæssigt. Vi er glade for, at så mange har valgt at komme tidligt. Jeg tror også, at mange måske vælger at få armbåndet på nu, og så vende tilbage på pladsen, når musikken starter," siger John Fogde.
De første navne på scenerne er svenske José Gonzalez på den blå scene og Carl Barât and the Jackals på P6 Beat-scenen.

Søren Johannsen og Ditte Bøje, begge fra Aarhus, var blandt de første på pladsen til dette års Northside.