Fortsæt til indhold

Aarhus Teater trækker i arbejdstøjet udenfor

Donation giver mulighed for at gøre teater til andet end noget, der foregår på en fast scene

Samfund
Ina Bjerregaard

Aarhus Teater vil også gerne vise scenekunst andre steder end inde på scenerne i teatret. Med en donation fra Bikubenfonden på knap 1,6 millioner kroner har teatret nu fået mulighed for at realisere “Udflugten”.
“Udflugten” giver publikum mulighed for at opleve oversete steder eller områder, der normalt er lukkede for offentligheden.
Fra august måned og frem mod sommeren 2017, kan der opleves syv større og mindre værker, som på hver sin måde springer rammerne for, hvad teater er og kan være. Hvert værk skal invitere til at betragte verden fra et nyt sted og på Aarhus Teater beskriver man
“Udflugten” er som en ny scene, der opstår i krydsfeltet mellem teater, billedkunst, koreografi, musik og film. Forestillingerne vil aldrig foregå i Aarhus Teaters bygning men altid på særlige steder udenfor teaterets matrikel.

Stort støttebeløb

“Udflugten” kan gennemføres takket været et generøst bidrag på knap 1,6 millioner kroner fra Bikubenfonden, som støtter kunst, kultur og sociale formål ved at støtte og udvikle udvalgte projekter.
”Med denne satsning markerer Aarhus Teater sig som en nutidig og åben institution i Aarhus, der rækker ud ikke kun mod publikum andre steder i byen, men også mod kunstnere og andre kulturinstitutioner,” siger Bikubenfondens direktør Søren Kaare-Andersen.
“Udflugten” er et tværæstetisk projekt udviklet af instruktør Anne Zacho Søgaard og dramaturg Tine Byrdal Jørgensen, som også er kuratorer på projektet. Projektet vil strække sig fra august 2015 og frem til 2017 og har indtil videre syv events på plads, hvoraf de fire er fordelt i denne sæson med to i efteråret og to i foråret.

Mental og fysisk bevægelse

Det er meningen, at “Udflugten” skal lege med publikums forventning og byde på overraskende oplevelser. Den fysiske og mentale bevægelse er omdrejningspunktet i alle værker. Hvad enten det er til lands til vands eller i luften. En del af iscenesættelserne vil indeholde publikumsinddragende elementer, mens andre holder fast i publikums klassiske privilegium som betragtere.
“Udflugten” samarbejder med byens institutioner og organisationer såsom ARoS, Aarhus Filmværksted, Aarhus Domkirke, Secret Hotel samt nationale og internationale kunstnere.
Første gang er den 8., 11. og 12. august 2015, hvor forestillingen “Næste stoppested“ vil vise byen på en ny måde via bus.