Fortsæt til indhold

Speedway Grand Prix 2016 bliver i juni

Samfund
Arkiv

Næste års Kjærgaard Danish FIM Speedway Grand Prix i Horsens er sat til den 11. juni 2016. VIP-billetterne til dette års Grand Prix i år den 8. august er forlængst udsolgt, så derfor kan du allerede fra i dag købe VIP-billetter til næste års Grand Prix igennem AC Horsens på Speedway@achorsens.dk.
“Vi er meget glade for, at datoen for Kjærgaard Danish FIM Speedway Grand Prix i 2016 er blevet fastsat af BSI allerede nu. Det er et meget stort logistisk puslespil, som BSI skal lægge mellem de 12 lande, der arrangerer det verdensomspændende Grand Prix. Flere store stadions i Grand Prix serien har fodbold som deres primære aktivitet og vil ligesom os også gerne arrangere Speedway. Derfor kræver det god planlægning for at lykkes med begge dele, så det i sidste ende kan være til stor gavn og glæde for alle interesserede, ikke mindst i Horsens,” siger direktør i AC Horsens Event, Kristian Nielsen, i en pressemeddelelse.
Lige nu er der cirka 1.500 almindelige ståpladser tilbage til løbet i år i august på Casa Arena.
“Det er virkelig fantastisk, at der er så stor opbakning til Speedway i Horsens. To dage efter vi annoncerede nyheden sidste år, var alt Hospitality udsolgt, og vi har på nuværende tidspunkt også solgt 800 billetter til vores ”Bajere og Biksemads” arrangement i Forum Horsens. Belært af dette års erfaringer har vi valgt at åbne op for køb og reservationer af VIP til næste års løb allerede nu, så vi kan planlægge en endnu større folkefest i 2016,” siger projektleder for FIM Speedway Grand Prix, Franka Abrahamsen.