Sådan fejrer kandidaterne dagen
Valgkampen er næsten overstået for de opstillede kandidater. V har spurgte de opstillede kandidater i Skanderborg, hvilke planer de har for dagen
Maria Temponeras, Enhedslisten
Jeg skal stemme i Ry-Hallen. Min otte-årige søn vil gerne med og se, hvordan det foregår, så jeg har aftalt med ham, at jeg henter ham fra skole ved 15-tiden, og så går vi over og stemmer sammen. I aften tager jeg ind til Århus, for at fejre valget med de andre kandidater, medlemmer og andre aktivister, der har hjulpet os i valgkampen.
Kim Andersen, Venstre
Her til formiddag har jeg været på gadeaktion i Stilling ved motorvejstilkørslen og delt vand ud til dem, der holdt stille i morgentrafikken. Klokken 13 tager jeg sammen med min kone op på Niels Ebbesen Skolen for at stemme. Derefter er planen lidt mere gadeaktion i Aarhus på Banegården og i Bruuns. Og klokken 16 kører jeg til København for at følge valgaftenen på Christiansborg.
Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti
Jeg har brevstemt, så jeg har faktisk allerede stemt. Valgaftenen fejrer jeg hjemme hos min mor i Mårslet, hvor vi skal have stegt flæsk. Senere i aften tager jeg ind til min bordtennisklub i Aarhus, Sisu/MBK, hvor jeg hygger mig med mine klubkammerater, mens vi ser valget på storskærm. Og i morgen skal jeg så ud og pille plakater ned det meste af dagen.
Kirsten Normann Andersen, SF
Jeg stemte tidligt i morges i i Hørning-Hallen, hvor jeg havde en aftale med TV2 Østjylland. Min plan for dagen er at gå på gaden og tale med potentielle vælgere, men jeghar også en privat aftale i nogle timer. Valgaftenen fejrer jeg hjemme hos mig selv, hvor medlemmer af SF, venner, naboer og kolleger dukker op sådan on-off til et glas vin oven på alle valgktiviteterne.
Steen Rågård, Alternativet
Jeg regner med at stemme her lige over middag. Der efter går det løs med at tage valgplakater ned. Vi har i Alternativet valgt at tage en del af vores plakater ned på selve valgdagen. Det kan måske give lidt opmærksomhed, tænker vi. Valgaftenen og natten skal jeg holde sammen med de øvrige østjyske kandidater og frivillige i Alternativets lokaler ved Vesterbrotorv i Aarhus. Vi mødes klokken 18 og spiser sammen og har købt champagnen. Vi håber naturligvis på et godt resultat.
Svend Thorhauge, Radikale Venstre
Jeg ved faktisk ikke endnu, hvornår jeg stemmer, men det bliver i Ry Hallen. Dagen bliver relativt rolig. Jeg skal lidt i gaden i Ry og Skanderborg, og så skal jeg lave mad til mine mange frivillige, som har støttet mig undervejs.
Kristen Brosbøl, Socialdemokratiet
Jeg stemmer i København på Nyboder Skole klokken 15.30. Og i aften er jeg på Christiansborg for at følge valgaftenen. Vi når ikke meget fest i dag, men i morgen holder vi valgfest i 3F i Skanderborg. Vi regner med at få de personlige stemmer der.
Carsten Bach, Liberal Alliance
Jeg har været rigtig tidligt oppe og delt morgenmad ud på banegården i Horsens. Derefter har jeg stemt på Gyvelhøjskolen i Galten sammen med min 12-årige søn, som gerne ville se, hvordan det foregik. Så har jeg holdt en lille pause fra valgkampen og været til læsefestival i min 9-årige datters klasse. det var også på Gyvelhøjskolen. Nu skal jeg lidt rundt i Galten og uddele flyers, inden jeg kører til København klokken 15, hvor jeg skal til valgfest på Børsen. Her samles rigtig mange af Liberal Alliances kandidater til fest sammen med deres nærmeste team.