Flertal vil skærpe kontrol med klausuler
Et flertal i byrådet vil afsætte en halv million kroner til øget kontrol med løn- og arbejdsforhold hos eksterne leverandører
Fremover skal der bruges 500.000 kroner årligt på at tjekke de private firmaet, som løser opgaver for kommunen.
Forslaget kommer, efter at Lokalavisen Aarhus i marts bragte en artikel om, at ældrerådmand Jette Skive (DF) ikke så det som sit ansvar at tjekke, om de private firmaer i ældreplejen lever op til de krav om løn- og arbejdsforhold, som kommunen stiller.
"Der er en klar sammenhæng mellem den artikel og beslutningen om nu at stramme op," siger Thomas Medom (SF), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten står SF bag forslaget, som var et punkt på byrådsmødet onsdag.
"Der har været for store forskelle på, hvordan magistraterne har holdt øje med de sociale arbejdsklausuler. Vi har oplevet, at det er blevet tolket forskelligt, og nu ønsker vi fælles, klare retningslinjer," siger Camilla Fabricius (S).
Mere uddannelse til
Jette Skive måtte i marts efterfølgende rette ind og forsikre, at hun fremover vil tjekke de private firmaer, som hendes magistrat entrerer med.
Det førte til en plan fra forvaltningen for Sundhed og Omsorg om at indhente en årlig, skriftlig redegørelse, være i dialog med de firmaer, de indgår aftaler med, og foretage stikprøvekontroller af løn- og arbejdsforhold.
Fremover skal der være mere samarbejde på tværs af magistraterne i arbejdet med at kontrollere arbejdsforholdene. De 500.000 kroner, som partierne vil afsætte, skal blandt andet gå til at uddanne kontraktansvarlige, foretage eksterne stikprøvekontroller og sikre øget kommunikation om de sociale arbejdsklausuler til leverandørerne og leverandørernes medarbejdere.
"Vi var den første kommune til at indføre sociale arbejdsklausuler for at sikre os mod social dumping. Men vi har løbende en nervøsitet for, om det er nok. Langt de fleste firmaer overholder jo reglerne, men der findes eksempler på det modsatte, og fanger vi så dem? Nu strammer vi op på kontrollen for at sikre, at vores regler bliver ført endnu længere ud i livet," siger Thomas Medom.
Forslaget sendes nu tilbage til magistraten og indgår i den videre budgetdrøftelse forud for budgetforhandlingerne til efteråret.