Fire ind - en ud
Blå blok vandt og rød tabte - men hvordan gik valget egentlig for de opstillede kandidater i Skanderborg
Tre ugers intens valgkamp er slut, og blå blok skal danne regering. Men hvordan gik valget egentlig for de kandidater, der stillede op for Skanderborg-kredsen.
“Jeg er rigtig glad for, at Socialdemokratiet er gået frem og har fået et godt valg. Men samtidig er jeg også rigtig skuffet, ked af det og ærgerlig over, at vi ikke beholdt regeringsmagten og ikke skal fortsætte vores kurs. Jeg synes, vi har gjort det godt. Jeg synes også, at jeg som Miljøminister har sat mange gode ting i søen, og jeg er ked af, jeg ikke får lov at følge det til dørs,” sagde Kirsten Brosbøl, da Lokalavisen talte med hende fredag eftermiddag.
Sammen med Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker kan hun glæde sig over at være stemmesluger i Østjylland. Begge er med, når det ny folketing trækkre i arbejdstøjet.
Det gælder også de konservatives Naser Khader, der både var opstillet i Skanderborg- og Aarhus Syd-kredsen.
Valggyser trak ud for to
For to af de opstillede i Skanderborg-kredsen, Liberal Alliances Carsten Bach og Venstremanden Kim Andersen, blev fredag noget af en gyser, mens de ventede på optællingen af de personlige stemmer.
For Carstens Bach endte det i glæde, da han midt under et interview i TV2Østjyllands valgcafé fik at vide, at han var valgt.
“Jeg er bare super super glad. Nu kan jeg ånde lettet op. Jeg tænker, at det har været en fantastisk holdindsats hele lokalforeningen, medlemmerne og mit kampagne-team har udført. Vi har mødt så mange positive mennesker på gaden. Nu skal jeg lige finde ud af, hvordan alt det praktiske kommer til at forløbe, inden jeg kan tænke på det politiske arbejde,” siger en glad Carsten Bach til Lokalavisen.
“Blåt er godt”
For Kim Andersen, der har siddet i Folketinget siden 2007, endte valget ikke lykkeligt.
Han blev slået på målstregen af Britt Bager, der overraskende overhalede både Michael Aastrup Jensen, Troels Lund Poulsen og Kim Andersen indenom. Da Venstre kun fik fire mandater i Østjyllands Storkreds, kom det til at koste Kim Andersen pladsen.
“Jeg glæder mig over, at Danmark har fået et blåt flertal. Det var det, vi gik til valg på, og det er det, vi nu har fået. Vi vil gerne have en anden regering. Det mener vi, er det bedste for landet. Nu bliver udfordringen af skabe den regeringenskonstellation, det gør det muligt for Venstre at få realiseret med muligt af vores politik,” understreger han.
“Hvordan bogstavkombinationen kommer til at se ud, det vil vise sig de nærmeste dage. Jeg har den opfattelse, at vi ikke skal udelukke nogen fra at deltage i en Venstre-ledet regering. Med det meget flotte valgresultat, Dansk Folkeparti har fået, så mener jeg der er noget, der taler for, at Dansk Folkeparti nu bør påtage sig det ansvar, som det er at sidde med i regeringen.”