Fortsæt til indhold

Internationalt stævne i Grenaa med VW’ere i festklæder

100 Karmann Ghiaére indtager Grenå og omegn i weekenden

Samfund
Mogens Greve

Kært barn har mange navne, og Karmann Ghia"en kaldes blandt andet for en Folkevogn i festklæder, en sekretær Ferrari eller en husmoder Porsche.
Cirka 100 af slagsen har fra fredag til søndag 19.-21. juni sat hinanden stævne i Grenaa med base på Kystvejens Hotel og Konferencecenter.

Verdens ældste

Dansk Karmann Ghia Klub regnes for verdens ældste og markerer sit 35 års jubilæum med stævnet, som er det hidtil største i Danmark - og med deltagelsen af søsterklubber fra ni lande et af de største i Europa.
Stævnet markerer også, at det i år er 60 år siden den første Karmann Ghia rullede ud fra karroserifabrikken Karman i Ösnabrück i Tyskland.
Dansk Karmann Ghia Klub blev stiftet i februar 1980 af en række entusiaster, der ville bevare den smukke bil, som der ikke blev solgt særlig mange af i Danmark. I begyndelsen var klubben centreret om København og omegn, men efterhånden er den blevet landsdækkende, og medlemmerne mødes til træf og stævner, hvor de hjælper hinanden med gode råd og fremskaffelse af reservedele.
Stævnedeltagerne ankommer fredag kl. 15-18 til Kystvejens Hotel og Konferencecenter. Lørdag kl. 10-16 køres der en tur på Mols - blandt andet forbi slotsruinen og til Ebeltoft. Søndag kan man tage bilerne nærmere i øjesyn ved VW Grenaa Bilhus.