“Jeg har blandede følelser”
Nicolai Wammen (S) er den kandidat fra Østjylland, der fik flest personlige stemmer
Der var både smil og skuffelse i ansigtet på Nicolai Wammen, da valgnederlaget var en kendsgerning.
Smil fordi han var glad og stolt over, at hans parti gik frem og igen er Danmarks største parti. Skuffet fordi Helle Thorning må overdrage nøglerne til statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen.
“Det var en dramatisk aften, men at vi igen er Danmarks største parti er et skulderklap til Helle Thorning og Socialdemokraterne,” sagde Nicolai Wammen.
Efter Helle Thorning havde talt til sine partifæller på Borgen, forsvandt den nu tidligere minister ret hurtigt ud af lokalet. Tilbage var der tårer og trøstende knus blandt de mange socialdemokrater, der var til stede i lokalet.
Træt af det
“Det jeg er mest træt af, er, at vi ikke får lov til at fortsætte med at være i regeringen, så vi kunne lave endnu bedre velfærdspolitik og skabe flere jobs til danskerne,” fortalte Wammen.
Med den røde bloks regerings-afgang, betyder det også, at den tidligere Aarhus-borgmester ikke længere er minister.
“Jeg må op på cyklen igen nu og ind i bussen. Det er en del af det at være minister - på et tidspunkt, så slutter det,” sagde Wammen og fortsatte:
“Men vi kommer stærkt tilbage, og så kan det være, at jeg kan få lov til at blive minister igen.”
En stolt Wammen
Dagen efter valget blev de personlige stemmer talt op, og det kan godt være, at han var skuffet over, at rød blok tabte regeringsmagten, men til gengæld var han meget glad for de mange stemmer. 21.152 havde nemlig sat sit kryds hos Wammen.
“Jeg er utrolig glad og stolt over, at jeg er den i Østjylland, der har fået flest. Min målsætning var at blive nummer ét, og det blev jeg, og selv om jeg fik mange tilkendegivelser på valgdagen, så er den slags umuligt at forudsige,” sagde en tilfreds Wammen, der i øvrigt peger på Mette Frederiksen som Thornings afløser. Og han påpeger, at han ikke selv er i spil til formandsposten.
“Jeg lover, at Socialdemokratiet kommer stærkt tilbage, og jeg er sikker på, at Mette er den, der kan gøre det.”