“Jeg kan tillade mig at drømme nu”

Michelle er en ung kvinde på 20 år, og som alle andre unge piger bruger hun ofte Facebook, men ikke alle hendes opdateringer er som de fleste andre unges. Tag nu bare denne under titlen 'Giv livet videre':
“Jeg håber, at jeg kan leve mange år med mine transplantationer. Tænk hvis jeg kan blive 50 år. Det vil være stort for mig. Nu smiler jeg igen, og jeg er meget glad for, at andre har doneret organer, så jeg kunne få en ny lever og lunger,”.
Michelle har cystisk fibrose og er et bevis på, hvilken forskel organdonation kan gøre. Selv har hun været gennem to gennemgribende operationer, hvor først leveren blev skiftet ud og siden lungerne. Uden de organer og uden dygtige læger havde hun været død.
Den seneste operation fandt sted i starten af december, og den dag, klokken 14.30 da det var overstået, kan man groft sagt sige, at Michelle fik et nyt liv. Operationen gik godt, og selvom hun ikke kan kalde sig kureret, har det givet den unge kvinde modet og mulighederne til at tænke på fremtiden.
“Jeg kan tillade mig at drømme nu, for der er en større chance end før. Jeg vil gerne flytte hjemmefra. Det er min mor nu dog ikke helt enig i,” siger hun og smiler.
“Og så vil jeg gerne blive bedre til engelsk, for jeg vil gerne ud at rejse. Der er så mange steder, jeg gerne vil se. Til gengæld vil jeg ikke gå i skole, for det er ikke til at vide, hvor mange år jeg har foran mig, så de skal ikke bruges på en uddannelse, jeg måske alligevel ikke får brug for,” siger Michelle, der oprindelig er fra Grindsted, men har boet i Give, siden hun startede i 4. klasse på Ikærskolen.

En anden skal dø

Michelle fortæller om sin sygdom cystisk fibrose.
“Det er en genfejl, som man fødes med, men det er forskelligt, hvornår man opdager det. Mit blev opdaget efter et halvt års tid, men det var nu ikke noget, der fyldte vildt meget som barn. Jeg skulle tage piller og fik damp gennem en maske for at få lungerne til arbejde. Det har altid været sådan, og er ikke mærkeligt. Kun mærkeligt, at min søster ikke skulle. Vi så fjernsyn sammen, når jeg gjorde det,” siger hun.
Men i 9. klasse vendte det hele, og Michelle blev syg. Meget syg. Hun skulle have en ny lever, og den slags kræver organdonation. Det blev til halvandet års venten, inden hun fik en ny lever. Ventetiden var dog som sådan ok, for hun kunne næsten det samme som før. Det var i året 2011, at hun fik en ny lever. Det gik godt, men tre år ventede den næste tranplation. Lungerne svigter, og der skulle findes nye lunger.
“Det er en forfærdelig tanke, at for at få en ny lever eller en ny lunge, skal en anden dø, før jeg kan leve. Men jeg bliver nødt til at tænke, at det er skæbnen. Hvis der ikke kom donorer, så var jeg død. Længere er den ikke. Med leveren tænkte jeg ikke så meget over døden, men anden gang, altså med lungerne, der tænkte jeg meget på det. Brugte mine dage på at lave det, jeg kunne, i stedet for at ligge hjemme og græde,” siger hun og forklarer, at hun godt ved, at hendes udløbsdato er kortere end andres.
“Det er jeg afklaret med. Men faktisk havde jeg kun regnet med at blive 17 år, så bare allerede nu har jeg fået tre år mere. Og kan jeg bare få fem-ti år mere, vil det gøre mig lykkelig,” siger hun, og fortsætter:
“Og jo, der er tider, hvor jeg kan være meget bitter og tænke, hvorfor lige mig,” siger hun.

Sygdommen

Selvfølgelig fylder sygdommen meget i Michelles liv. Og i familiens. Hun har et meget nært forhold til søster Maiken og moderen Hanne. Et trekløver sådan nærmest i bogstaveligste forstand.
“Se den halskæde her med tre hjerter, der er forbundet. Det er min Mors Dags gave fra pigerne, og denne gave gør mig utrolig glad,” siger Hanne.
Hun er indehaver af Dragonen, en bodega midt i Give, og den skal selvfølgelig passes, men det har også været en lang periode med et kæmpe fokus på Michelles sygdom.
“Jeg har det bedre nu end for et år siden, for det ser lysere ud, men helt glad bliver jeg nok aldrig,” siger hun og nævner det, som alle forældre er meget enige i:
“Det er jo meningen, at det er barnet, der skal begrave moderen, og ikke moderen, der skal begrave barnet.”
Udenfor Dragonen blæser en kølig forårsvind. Maiken og Michelle finder jakkerne frem. De vil hente frokost i form af kinamad. Et par almindelige piger med en ualmindelig sygdom placeret midt i familien.