Kan en blind lede en blind?

Efter en netop overstået valgkamp er dette spørgsmål, som stilles i Lukasevangeliet, mere relevant end nogensinde. I en artikel skriver professor Svend Brinkmann:
"Valgkampen var både absurd og sørgelig."
Navnlig tv-duellerne mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) finder Brinkmann sørgelige. De to politikeres debat var ifølge professoren et lysende eksempel på, hvordan den politiske diskussion er blevet tømt for indhold og visioner; i stedet er den overloadet med tal og absurde økonomiske kalkyler:
Hvor mange kræftpatienter kan vi redde, hvis vi skærer i pengene til asylansøgerne? Hvordan kan vi gøre vores land så uattraktivt som muligt over for flygtninge ved at give folk på flugt så lidt som muligt? Hvor mange millioner udenlandske lavtlønsarbejdere har Løkke inviteret?
"Valgkampen er reduceret til en kvantitativ diskussion om, hvad der kan betale sig, og hvad der ikke kan betale sig – frem for en debat om, hvilken vej vi skal gå, og hvilke politiske mål og visioner vi har."
Er der ikke noget om det? Er hele vores tankegang og den politiske debat blevet instrumentaliseret og tømt for mening i takt med konkurrencestatens indførelse?
Er det ikke rigtig, når man hører den politiske debat, at intet længere er et værdigt, meningsfuldt og ædelt formål i sig selv? Er alt og alle blevet kvantificeret og sammenlignet i det absurde, og alt blevet et middel til noget andet?
Er vores folkevalgte at sammenligne med en flok blinde, der leder blinde?
Har vi efterhånden ikke brug for et menneske, der stiller sig op på en kasse midt i en park et sted og siger noget andet, noget dybere, større, noget visionært. For eksempel:
"Tilgiv, så skal I tilgives. Giv, så skal der gives jer. For det mål I måler med, skal I selv få tilmålt med."