Luften sitrede af spænding
Mange vælgere var klar på slaget 9 ved Midtdjurshallen, hvor det var tydeligt at høre på snakken, at de fleste regnede med en hårfin afgørelse
Den landsdækkende tendens med højere valgdeltagelse denne gang sammenlignet med 2011 blev bekræftet fra den årle morgenstund i Ryomgård, hvor mange vælgere var mødt op ved Midtdjurshallens dør klokken 9 for at komme først til stemmeboksene.
Flere af de mennesker, som Lokalavisen talte med, gav udtryk for, at resultatet af Folketingsvalget anno 2015 bliver afgjort på målstregen.
"Det bliver meget spændende, jeg tør ikke gætte," var en gennemgående replik.
Det er ikke for meget sagt, at luften sitrede af valgspænding klokken 9 i Ryomgård, hvor man i skyndingen havde glemt at sørge for en rampe ved hoveddørens trappe til kørestolsbrugere.
Problemet blev dog løst med det samme, da den første kørestolsbruger mødte op og fik andre til at gøre opmærksom på miséren.