Fortsæt til indhold

Alternativet vil hente de sidste stemmer

Alternativets kandidat på Djursland Anders Stenumgaard Lind vil holde til uden for valgstederne i Grenaa på valgdagen

Samfund
Af Martin Schultz

Alternativets lokale kandidat på Djursland, ungdomsskoleleder i Syddjurs Kommune, Anders Stenumgaard Lind, vil dele valgkampens sidste postkort ud rundt omkring ved valgstederne i Grenaa for at sikre Alternativet det højst mulige antal stemmetal.
”I aften skal jeg til valgfest i Aarhus i Alternativets østjyske hovedkvarter på Vesterbro Torv,” siger Anders Stenumgaard Lind, som håber, at meningsmålingerne, som har givet Alternativet op til ni mandater, holder stik, når stemmerne gøres op torsdag aften.
Han er spændt på, om han selv kan komme i betragtning til et mandat.
Anders Stenumgaard Lind har tidligere til Lokalavisen udtalt, at han mener Alternativet kan trække mange stemmer på Djursland, og at han qua sin opvækst og bopæl i Grenaa og sit arbejde i Syddjurs Ungdomsskole har gode netværk i både syd og nord på Djursland.

Tak til de frivilliges indsats

Anders Stenumgaard Lind har deltaget i en lang række vælgermøder på Djursland og har uddelt 10.000 postkort med Alternativets budskab over hele Djursland.
”Jeg har modtaget støtte og hjælp fra mange frivillige, som har kontaktet mig for at hjælpe med praktiske opgaver under valgkampen. Dem skylder jeg en stor tak,” siger Anders Stenumgaard Lind.