Fortsæt til indhold

Måske-måske ikke miljøminister holder båltale på Kalø

Folketingsvalget torsdag afgør om Kirsten Brosbøl (S) kommer til Skt. Hansaften ved Kalø Slotsruin som miljøminister

Samfund
Af Martin Schultz

Det var lidt af et scoop, da Naturstyrelsen i sine forberedelser til den traditionelle Skt. Hansaften på Kalø kunne præsentere den socialdemokratiske miljøminister Kirsten Brosbøl som båltaler.
Men et folketingsvalg kom i mellem og vælgernes tale torsdag vil afgøre, om Kirsten Brosbøl Skt. Hansaften kan føre sig frem i en af de nationalparker, som hører under hendes ressort, som miljøminister.
Regeringen er ikke gået af i forbindelse med udskrivelsen af valget, og det er derfor valgresultatet og de konsekvenser, som statsminister Helle Thorning-Schmidt tager af mandatfordelingen sent torsdag aften, som afgør, om Kirsten Brosbøl kommer til Kalø som miljøminister eller som tidl. miljøminister.

Børnehavebørn laver heksen på bålet

Skt. Hansfesten på engen ved middelaldervejen til Kalø Slotsruin trækker hvert år flere tusinde mennesker ud i den pragtfulde natur i det historiske herregårdslandskab ved Kalø med udsigt til Mols Bjerge og Kalø Vig.
Naturstyrelsen, Rønde Distriktsråd og Rønde Amatørteater står bag arrangementet, og børn fra Rønde Frie Skovbørnehave har som tidligere år lavet heksen på bålet, som Skt. Hans aften flyver til Bloksbjerg.
Miljøminister (måske-måske ikke) Kirsten Brosbøl, som har østjyske rødder i Odder og stærke familiebånd til Bønnerup, holder båltalen tirsdag aften kl. 21.