Fortsæt til indhold

Forældede gavekort kan frit indløses på teater

“Vi vil hellere have folk i teatret,” Lyder det fra en, der kan skrive økonomichef på visitkortet

Samfund
Ina Bjerregaard

Ligger du inde med et gavekort til Teatret Svalegangen? Som er udløbet? Så behøver du ikke ærgre dig, for nu kan du bruge kortet alligevel, selv om det er blevet for gammelt. Det lover pressechefen på teatret.
“Det var faktisk Elisabeths ide,” siger pressechef på Teatret Svalegangen, Jens Hyldgaard.
“Elisabeth” er salgs - og økonomichef på teatret, og hendes fulde navn er Elisabeth Wedderkop. Og hun vil hellere have folk i teatret end at bogføre pengene.
“Det går rigtig godt hos os, og vi går en travl sæson i møde. Derfor har vi besluttet at give frit lejde til folk med udløbne gavekort. Vi kunne nemt lukke kassen, og bogføre de udløbne gavekort som indtjening, men vi vil meget hellere have folk i teateret og opleve vores hus. Så hvorfor ikke være large og give flest mulig adgang?” spørger Elisabeth Wedderkop.

Falder for forældelsesloven

Ifølge forældelsesloven må gavekort udløbe efter tre år, oplyser Teatret Svalegangen, men i anledning af den nye sæson, kan man altså stadig benytte sit gamle gavekort indtil sæsonafslutning den 30. juni næste år.
“Vi har de seneste år udviklet vores abonnentpakker med henholdsvis fem forestillinger til 555 kroner og tre for 390 kroner, og det er typisk de pakker, folk køber gavekort til. Fra sæson 2010/11 til sæson 2014/15 er gavekortsalget altså steget med 58 procent, men vi kan også se, at der fra 2007/08 og frem til sæson 2014/15 er uindløste gavekort for 270.000 kroner – heraf er der for 70.000 kroner gavekort, som er faldet for forældelsesloven. Det, synes vi, er synd, for vi vil hellere veksle de penge til teateroplevelser”, forklarer Elisabeth Wedderkop.

Teater med pæn succes

For det går nemlig godt for regionens samtidsteater. I begyndelsen af juni kunne Teatret Svalegangen melde om en stigning på 61 procent flere solgte billetter i forsalgets første 28 dage sammenlignet med forrige sæson. Og takket være Købmand Herman Sallings Fond kan Svalegangen i den kommende sæson byde velkommen på tre scener pakket med ikke mindre end 21 forestillinger, 16 Readings og en sydende Off The Record profil med 21 programpunkter. Hertil skal der også lægges syv Zulu Comedy Shows og 48 turnédatoer, når Svalegangen i den kommende sæson turnerer med to forestillinger i hele landet.