Nyt borgermøde om flygtningeboliger
Pavilloner ved Hørsholm Rådhus skal huse 20 flygtninge
Med 68 flygtninge, der banker på bydøren i Hørsholm sætter kommunen snart gang i en nabohøring om 20 midlertidige flygtningeboliger på området ved siden af Hørsholm Rådhus.
Derfor inviterer kommunen til borgermøde på onsdag den 3. juni kl. 19 på rådhuset, Ådalsparkvej 2.
Mødet kommer kun to uger efter et lignede borgermøde på det tidligere plejehjem Hannebjerg, hvor der ligeledes er planlagt indkvartering af 20 flygtninge.
Ved Hørsholm Rådhus er tanken at opstille pavilloner. De vil bestå af i alt 20 værelser, hvor et værelse fungerer som en singlebolig og to værelser ville kunne fungere som en lille familiebolig.
De nye pavilloner giver sikkert anledning til spørgsmål, og her stiller politikere og repræsentanter fra administrationen sig til rådighed med svar på spørgsmål om planerne.
Alle er velkomne. Tilmelding til borgermødet skal ske på flygtninge@horsholm.dk