Fortsæt til indhold

Jeg føler mig lidt vigtig

Samfund
Jeppe Rafn

Det var ikke svært at se, at her kom en førstegangsvælger.
Martin Bech Svendgaard havde sin studenterhue på, da han kom for at stemme i Stensballehallen i Horsens.
Og da han kom ud fra stemmeboksen, gik han lidt usikkert tilbage til et af bordene, hvor man fik udleveret sin stemmeseddel. Her blev han venligt peget i retning af stemmeurnerne, hvor man skal putte sin stemmeseddel i.
"Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle gøre," fortæller 18-årige Martin med et grin.
Udover at være i tvivl om, hvordan man stemmer, har Martin været i tvivl om, hvem han skulle stemme på.
"Jeg har set valgreklamefilm og taget nogle valgtest på nettet samt i skolen for at finde ud af, hvem jeg er mest enig med," fortæller den 18-årige førstegangsvælger.
Martin er lige blevet HG-student fra Learnmark, og som nybagt student har han især været optaget af, om partierne og kandidaterne har fokus på studerende.
Martin vil gerne holde det for sig selv, hvem han har stemt på, men han lægger ikke skjul på, at det var en god oplevelse for ham at sætte sit første kryds.
"Det er sjovt, jeg føler mig lidt vigtig, fordi det har betydning at stemme. Det er fedt."