Fortsæt til indhold

Her er de første studenter fra Horsens Gymnasium

Laura Borum fra 3.f og Daniel Sørensen fra 3.d blev mandag morgen årets første studenter fra Horsens Gymnasium

Samfund
Arkiv

Så er de første studenter fra Horsens Gymnasium sprunget ud. Laura Borum fra 3.f og Daniel Sørensen fra 3.d blev i morges årets første studenter fra gymnasiet i Horsens. Begge elever fra Horsens var oppe i Almen Studieforberedelse (AT) og kom ud med henholdsvis et 10-tal og et 12-tal som deres sidste karakter.
"Kort sagt har det været de tre bedste år i mit liv. Jeg er blevet udfordret på en helt ny måde, har haft det rigtig godt socialt og hele skolegangen var været ekstremt tilfredsstillende. Jeg har aldrig trivedes så godt med at gå i skole," lyder sammenfatningen fra Daniel Sørensen, som til efteråret skal læse kemi i Aarhus.
Hans skolekammerat Laura Borum regner også med at fortsætte på skolebænken:
"Jeg har flere muligheder og skal først beslutte mig i begyndelsen af juli. Et sabbatår har da været inde i overvejelserne, men lige nu tyder det på, at jeg læser videre efter ferien. Jeg har planer om at læse jura eller erhvervsøkonomi med projektledelse, men har ikke sendt den endelige ansøgning endnu," fortæller Laura Borum.
Hun kalder samtidig tiden på Højen i Horsens for ”tre helt fantastiske år”.
"Jeg har oplevet et stærkt fællesskab og et godt sammenhold, og så går jeg selv ud med en langt større og bredere viden, end jeg havde, da jeg begyndte," konstaterer hun.
Rektor Jens Skov var glad for at se årets første studenter hejse flaget over gymnasiet.
"Alle vore studenter har arbejdet i tre år for at nå hertil. Vi er utroligt stolte af dem alle og over at kunne give dem både viden, venskaber og redskaber til at komme godt videre i uddannelseslivet," siger han.