Fortsæt til indhold

Bilerne kan fortsat holde på Bispetorvet

Bispetorvet skulle have været fri for biler pr. 1. februar, men da et stort p-hus ikke er færdigt, udskydes det på ubestemt tid

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Så længe det 1000 biler-store parkeringshus under Dokk1 ikke er færdigt, vil rådmanden ikke lukke Bispetorvet for bilparkering.
Derfor kan bilerne fortsat parkere på det centrale torv, selvom udmeldingen ellers har været, at p-pladserne skulle sløjfes pr. 1. februar.
“Der går lidt tid endnu. Først når Dokk1 åbner for bilparkering, vil vi lukke Bispetorvet for parkering,” siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for Teknik og Miljø.
Hvor lang tid der går, kan rådmanden ikke sige.
Ifølge Niels Vad Sørensen, der er projektchef for Urban Media Space Aarhus, bliver parkeringskælderen færdig og klar til biler om cirka tre måneder.
“Jeg håber, p-huset står klar i maj. Det er sådan set færdigt nu, men er ved at blive testet. Med gradvist flere og flere biler. Det skulle være endeligt klart i slutningen af marts, og derefter skal p-anlægget overdrages til Realdania Byg, der kommer til at eje det, og Securitas der skal stå for den daglige drift,” siger Niels Vad Sørensen.

Hele Dokk1 er forsinket

Hele byggeriet af Dokk1 har taget længere tid end forventet, og det har også forsinket parkeringsanlægget.
“Der var været forskellige dryp af forsinkelser undervejs i projektet. Den første vinter var hård, og der opstod forsinkelser ved etableringen af fundamentet og pæleramningen,“ forklarer Niels Vad Sørensen.
Når parkeringsanlægget står færdigt, vil det kunne rumme 1000 biler, som bliver parkeret ganske automatisk.
Bilister skal ikke køre rundt og lede efter en ledig plads, men blot stille bilen ved indgangen, og derefter vil et automatisk elevatorsystem bringe bilen på plads og hente den frem igen. Det tager cirka to minutter for anlægget at hente bilen op igen.

Fremtidens torv til debat

Hvad der kommer til at ske på Bispetorvet, når bilerne på et tidspunkt er væk, er stadig til diskussion.
Kommunen har indledt et samarbejde med Bispetorvets markante nabo, Aarhus Teater.
Teatret indbyder alle til stormøde 5. marts kl. 10-12 for at få inspiration til, hvordan et arrangementsår kunne se ud på torvet. Mødet afvikles på Aarhus Teaters Scala-scene.
Men indtil videre kan der altså fortsat ved egen kraft parkeres på Bispetorvet.