“Jeg glæder mig meget”
Laura Gylden-Damgaard er klar til at blive præst i Egå efter otte år i Galten
Så er Egå Sogns nye præst fundet. Navnet er Laura Gylden-Damgaard, og hun kaster sig ud i sit nye job og tilværelse 1. juli.
Laura Gylden-Damgaard afløser Lise Juhl Nielsen, der er flyttet til Fyn. 27 havde søgt stillingen som sognepræst i Egå.
Den 37-årige kvinde kommer fra en stilling som sognepræst i Galten Kirke, hvor hun har været ansat i otte år.
“Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet. Jeg søgte i sin tid til Galten for at komme tættere på Aarhus, hvor jeg havde en god studietid. Nu flytter vi til Egå og kommer endnu tættere på Aarhus, så det bliver dejligt. Men jeg kommer virkelig til at savne Galten og de brandgode kolleger, som jeg har haft et godt parløb med. Jeg er jo på ingen måde på flugt, men har fundet fine nye udfordringer i Egå,” fastslår hun.
Stor berøringsflade
Med 'vi' mener hun sin mand Michael og deres to piger Frida og Gerda på 4 og 5 år, der nu skal flytte til præstebolig ved kirken i Egå.
Som præst får man en stor berøringsflade i lokalsamfundet og kommer til at være del af mange menneskers glæder og sorger.
“Det er jo ikke tilfældigt, at det hedder 'folkekirken', siger Laura Gylden-Damgaard med tryk på 'folke', og fortsætter:
“Kirken skal være for folket, og jeg ved, der er en vældig fin menighed med 60-70 mennesker til hver gudstjeneste. Jeg har en fornemmelse af, at der er et godt fællesskab i Egå.”
Hun ser også frem til at lære alle at kende og indgå i det lokale liv.
“Vi vil starte med at gå til fællesspisning i forsamlingshuset. Jeg er sprængfyldt med gode idéer og tiltag, men vil lige danne mig et overblik først og se, hvordan behovet er, siger hun.
Der er indsættelsesgudstjeneste for Laura Gylden-Damgaard søndag 5. juli klokken 14. Her vil provsten Esben Thusgård indsætte hende officielt. Man kan møde den nye præst i sognegården efter gudstjenesten.