Tredje mægler i Bilka-krydset
I februar flytter home ind på Tilst Skolevej som den tredje mægler på det samme sted
“Vi sælger alt, hvad vi får ind i Tilst, men vi bliver ikke spurgt ofte nok, når vi ikke er fysisk til stede. Derfor åbner vi nu op i Bilka-krydset,” fortæller Bettina Handberg, der bliver daglig leder af den nye home i Tilst, som åbner i starten af februar.
Kæden har længe ledt efter en egnet placering i byen, og da lokalet, hvor Flügger Farver og Designa Erhverv tidligere har ligget, blev ledigt, slog home til.
Der kommer til at være to personer fast i butikken, mens Bettina Handberg bliver “flyver” mellem Åbyhøj og Tilst.
Kunderne kommer til at møde et både garvet og lokalkendt, lille team bestående af Lars Rytter, med 20 års brancheerfaring, og Martin Elboe, som er født og opvokset i Tilst og derfor kender hver en krog.
“Konkurrence er fint”
Dermed ligger der tre mæglere i Bilka-krydset: Danbolig, Nybolig og home.
“Det havde selvfølgelig været sjovere, hvis vi selv stod for det hele, men konkurrence er fint,” siger Peter Dybvad, indehaver af Nybolig i Tilst - han fortsætter:
“Det kan da godt få en betydning for os, men vi har så godt fat i området, så de skal være velkomne.”