Fortsæt til indhold

Åbyhøj har Danmarks allerbedste Nybolig

... I hvert fald når man måler på tilfredse boligkøbere. Butikken fik hæder

Samfund
Christina S. Johansen

Blandt Nybolig-kædens mere end 220 forretninger landet over er det Nybolig Århus Vest med adresse på Silkeborgvej i Åbyhøj, som har den højeste andel af tilfredse kunder.
I gennemsnit 9,5 ud af 10 boligkunder har givet udtryk for, at de er så tilfredse, at de vil anbefale forretningen til andre.
Tilfredsheden har betydet, at Nybolig Århus Vest netop er blevet kåret som “forretningen med de mest tilfredse købere og sælgere i 2014/15 blandt samtlige Nybolig-kædens 220 forretninger,” som det hedder i en pressemeddelelse. Kåringen fandt sted blandt kollegaer på en konference i Amsterdam.
“Tilfredse kunder er altid gode ambassadører for enhver forretning, så vi er naturligvis glade og stolte over på landsplan at blive kåret som den Nybolig-forretning, som har flest tilfredse boligkøbere- og sælgere. Vi vil fortsat arbejde ud fra den grundholdning, der har været med til at skabe fremgangen - nemlig at lytte til og forstå den enkelte kundes ønsker og drømme,” siger Peter Dybvad og Søren Jensen, som er indehavere af Nybolig Århus Vest, i pressemeddelelsen.
“Kåringen er en stor hædersbevisning for forretningen og alle medarbejderne,” fortsætter Peter Dybvad og Søren Jensen.