Nyt hovedpinecenter og nyt navn til Glostrup Hospital
Politikerne hare godkendt lokalplanen, som giver mulighed for at udvide med op til 50.000 m2
Glostrup Hospital kan udvide med op til 50.000 m2, efter kommunalbestyrelsen i Glostrup har godkendt en ny lokalplan. Der skal bl.a. opføres et helt nyt neurorehabiliteringshus og et nyt hovedpinecenter de næste år.
Samtidig skifter hospitalet navn til Rigshospitalet, Glostrup. Det sker efter fusionen mellem Rigshospitalet og Glostrup Hospital, der trådte i kraft 1. januar.
Lokalplanen for Rigshospitalet, Glostrup sikrer hospitalets udvikling inden for specialiserede områder. I første omgang er der planlagt byggerier på cirka 27.000 m2. Det er blandt andet et nyt neurorehabiliteringshus og et nyt hovedpinecenter. Lokalplanen indeholder også en supplerende vejadgang til hospitalet via Gl. Landevej.
Neurorehabiliteringshus på vej
Det største projekt, der skal etableres de næste år, er et nyt neurorehabiliteringshus.
Det skal skabe de bedste rammer for behandling og genoptræning af patienter med skade på hjerne og i rygmarven i hele Østdanmark. I forbindelse med planlægningen af huset gennemfører hospitalet en grundig brugerproces, hvor både patienter og medarbejdere inddrages for at fremtidssikre huset og være sikker på, at alle behov i behandlings- og genoptræningsprocessen tilgodeses. Huset bliver 25.000 m2 og forventes at stå klar i 2018 i den nordvestlige del af parken bag hospitalet.
Hovedpinecenter i nye rammer
Dansk Hovedpinecenter er blandt verdens fremmeste inden for forskning og behandling af hovedpiner.
Planerne til et helt nyt hovedpinecenter ligger klar, og er også her blevet til med baggrund i en brugerproces med repræsentanter fra hospitalets forskellige faggrupper, tre forskellige patientforeninger og Dansk Hovedpinecenters ledelse. Der er byggestart i år med færdiggørelse i 2017. Bygningen kommer til at ligge tæt på Nordre Ringvej ved hospitalets indgang 1.
Miljøfremmende tekniske anlæg
I 2015 begynder hospitalet byggerier af to nye tekniske anlæg. Det drejer sig om et affalds- og spildevandsanlæg og et anlæg for køling, el-distribution og nødstrøm. De to anlæg skal sørge for, at hospitalet har tilstrækkelig teknisk kapacitet, når de nye byggerier står klar. Derudover sikrer de en fremtidig stor energibesparelse for hospitalet og er endnu et skridt på vejen mod et grønnere hospital. Begge anlæg bliver til i offentlige-private partnerskaber og forventes klar til brug i henholdsvis 2016 og 2017.
brie