Fortsæt til indhold

De unge i Auning fjerner deres affald

Ikke alle steder, at festglade unge selv fjerner deres affald, men det gør de i Auning

Samfund
Anette Bonde

Der bliver som regel fest godt og grundigt, når studenter og afgangselever har fået huen eller bare er lettede over at være færdige med eksamen.
Det sætter sig desværre også sine spor rundt omkring, hvis festerne har været holdt udendørs. Tomme flasker og efterladt affald giver de kommunale parkassistenter ekstra arbejde.

Byparken holdes ren

I Auning er politikken en helt anden. Her kan borgere og kommunens personale også vågne op til en bypark med masser af affald, men her har forældre og unge taget et ansvar. På AuningBy Portalen på Facebook kan man læse om forældre til børn, der har mødtes i byparken for at rydde op efter aftenens fest.
Det er borgerne i Auning selvfølgelig glade for, og også parkassistent ved Norddjurs Kommune Lars Kvistgaard kvitterer med et skulderklap:
”De unges indsats gør renholdelsen af parken nemmere, og jeg er ikke sen til at fortælle borgere, at det er de unge, der selv har ryddet pænt op”.

Ekstra oprydning

Fra Vej og Ejendom i Norddjurs Kommune kan man som nævnt også berette om helt anderledes oplevelser med efterladt affald i naturen. Især Naturskolen i Grenaa er et sted, der har krævet ekstra oprydning.
”Det er dejligt, at studenterne fejrer de har fået hue på eller er færdig med skolen i kommunens parker, men det er ærgerligt, at de ikke rydde op efter sig selv”, siger Lars Kvistgaard.
Han fortæller at kommunale medarbejdere i forrige uge brugte en hel arbejdsdag på at samle affald og rengøre toilettet i anlægget ved Kulturhuset i Grenaa.
”Vi finder alt lige fra tomme flasker til iturevet tøj, og uhumske toiletter.”
Lars Kvistgaard fortæller at sådan en omgang rengøring hurtigt kommer til at koste i nærheden af 4.000 kroner.