Leif Lahn Jensen hos Dronningen
Med et parti uden formand blev det Leif Lahn Jensen og Frank Jensen, der tog sig Dronningerunden for Socialdemokratiet
Den socialdemokratiske folketingskandidat i Djurskredsen Leif Lahn Jensen var sammen med næstformand i Socialdemokratiet Frank Jensen inde og hilse på Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Kronprins Frederik fredag eftermiddag. De var inde for at fremføre, hvem Socialdemokraterne vil pege på som forhandlingsleder til den kommende regeringsdannelse.
“Med Helle Thorning-Schmidts afgang som partileder, blev det besluttet at jeg som gruppeformand og Frank Jensen som næstformand skulle gå til Dronningen. Men det er jo bare en forms sag, og alle partier er jo inde.”
Det blev til ti minutters afslappet snak i de kongelige gemakker.
“De var begge to meget søde og smilende, og vi talte om sommerferie og om løst og fast.”