Fortsæt til indhold

Baywatch-uge på Husodde Strand

Ocean Rescue Camp for børn og unge er nyt tiltag i sommerferien

Samfund
Lotte Gyldenvang

“Det handler først og fremmest om at give børn og unge fra Horsens og omegn en uge med anderledes og sjove oplevelser ved havet med en masse action i”.

Sådan beskriver 27-årig Randi Hvid Poulsen hovedformålet med den nye sommercamp, der i samarbejde med Horsens Svømmeklub og DGI Sydøstjylland kommer til at svømme afsted i uge 32 ved Husodde Strand.

Ægte Baywatch i front

Børn og unge mellem 10-17 år kan melde sig til en uge, hvor der udover sjove aktiviteter ved havet vil være stor fokus på livredning.
Og her er Randi Hvid Poulsen en af landets bedste, efter hun på femte år i træk er en del af Trygfondens Kystlivredderteam og desuden brugte hele vinteren på at være livredder på australske strande ved Queensland.

“I Australien har enhver kystby med respekt for sig selv en livredderklub, hvor børn, også de helt små, og unge går til aktiviteter, som lærer dem at begå sig i vandet og om livredning,” fortæller den erfarne livredder.

Sammen med et hold instruktører står hun i spidsen for at give børn og unge følelsen af at være en ægte Baywatch, når man får lov at bruge det professionelle redningsudstyr og lærer om livreddende førstehjælp.

“Der er en del forebyggende bagtanker i projektet. Som kystlivredder ser vi desværre mange farlige situationer på strandene. Derfor vil vi gerne bidrage til at komme problemerne på forkant ved at undervise om sikkerhed på strandene på en sjov måde, så børn og unge bliver klogere på de forskellige faresignaler ved havet og hvordan man bedst muligt kan hjælpe sine venner eller familie, hvis nogen kommer galt af sted,” siger Randi Hvid Poulsen.

Sjov, spas og 100 meter

Man kan melde sig på enten et formiddags eller eftermiddagshold, og Ocean Rescue Camp foregår i tre timer om dagen i alle fem hverdage i uge 32.

Pia Bæk, svømmekonsulent hos DGI Sydøstjylland, er glad for at have fået den erfarne livredder med i korpset for Ocean Rescue Camp, så de små horsensianske poder er i trygge hænder.

“Ud over læring om sikkerhed ved havet bliver der selvfølgelig også plads til masser af action, tests og hygge,” lover Pia Bæk.

Man kan tilmelde sig Ocean Rescue Camp på www.dgi.dk. .
Alle deltagere skal som minimum kunne svømme 100 meter i en svømmehal, kunne lide at være fysisk aktive og have mod på udfordringer, lyder kravene.