Fortsæt til indhold

AC Horsens satser på klubbens egne talenter

Fire ungdomsspillere er på det seneste blevet en del af AC Horsens’ førstehold

Samfund
Arkiv

Imens AC Horsens ved sæsonafslutningen måtte vinke farvel til en del kendte ansigter fra førsteholdstruppen, er der allerede blevet hentet nye, kendte ind. I hvert fald kendte i AC Horsens-regi. Fire talentfulde spillere fra klubbens eget U19-hold har fået kontrakt og er blevet rykket op i førsteholdstruppen.

Træner vil ændre setuppet

“For få uger siden skrev vi kontrakter med Mads Bech og Marcus Bobjerg. Nu fik vi så også Malthe Boesen og DP (Daniel Piet Hansen, red.) på plads. I næste sæson vil vi ændre vores setup i 1. Divisionstruppen. Vi vil have en trup bestående af 18 spillere på fuldtidskontrakter plus fire til fem unge talenter på ungdomskontrakter,” fortæller cheftræner Bo Henriksen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Jeg har stor tiltro til sådan en trup med 22-23 spillere, selv om nogle vil sige, at den antalsmæssigt bliver lidt smal. Det har jeg ingen problemer med, og det er kun godt, at vi på den måde bliver nødt til at vise de unge spillere tillid og give dem masser af spilletid i 1. Division.”
I den netop overståede sæson fik den nye førsteholdsspiller Malthe Boesen flere indhop og scorede blandt andet et mål i sæsonens sidste kamp.