Fortsæt til indhold

Hyldest til lokale ildsjæle

Specialskoleleder Anne Kjeld Pedersen fra Hørningskolen er blandt de nominerede til Fællesskabsprisen 2015

Samfund
Erland Rasmussen

“Det luner vældigt, når nogen værdsætter ens arbejde og mener, at man gør en forskel, når man prøver at udfylde sit job”.
Sådan siger skoleleder Anne Kjeld Pedersen, Hørningskolen, i anledning af, at hun er blevet nomineret til Fællesskabsprisen 2015.
Anne Kjeld Pedersen glæder sig over indstillingen:
“Anne Kjeld Pedersen leder Hørningskolen for børn med særlige udfordringer. Anne brænder for sin lille skole og kender alle sine børn. Hun er dygtig til sit job og god ved alle børn og forældre. Hun er rigtig sød ved os allesammen. Hun fortjener i den grad Fællesskabsprisen,” lyder det.
Hørningskolen er en kommunal specialskole i Skanderborg Kommune.
“Vi har 42 elever fra 0.-10. klassetrin. De fleste elever er udviklingshæmmede, en del er autister, og nogle har sjældne former for handicaps,” forklarer Anne Kjeld Pedersen.
Anne Kjeld Pedersen har været leder af Hørningskolen siden starten i 2002.
Men hvorfor vælge en specialskole fremfor en almindelig skole?

“Jeg brænder for at arbejde med den gruppe børn. Det er meget interessant, fordi mennesker med handicap har meget at give,” svarer Anne Kjeld Pedersen, der også selv er mor til en handicappet søn.
Hvad er vigtigt for dig i arbejdet med eleverne på Hørningskolen?

“Det er meget vigtigt for mig, at en diagnose ikke er en prognose for, hvor langt man kan komme i sit liv, og på Hørningskolen siger vi, at vi ikke kender grænsen på forhånd, så vi prøver at få eleverne så langt som muligt,” understreger Anne Kjeld Pedersen.
Skolelederen fra Hørning fremhæver også fællesskabet som vigtigt.
“Fællesskab betyder rigtig meget. Nogen tror, at børn på en specialskole er ekskluderede. Men det er lige præcis inkluderende at gå her uden at skulle gøre sig fortjent til det, at komme med det, man har og være en del af et meningsfyldt fællesskab. Det har alle krav på,” siger Anne Kjeld Pedersen.

Flere lokale nominerede

Blandt de nominerede til Fællesskabsprisen finder man også mentorprojektet Come Together.
Come Together er nomineret af Brian Ravn Galsgaard fra Hørning, der selv er mentor i projektet.
“Nomineringen er i høj grad ment som et skulderklap til John Mitchell, der er manden bag hele projektet. Det var ham der fik idéen, det var ham der bar det ind i Skanderborg Kommune og det var ham der var drivkraften til den frivillige forening, da vi kunne se, at kommunen ikke længere havde råd til at have en mand ansat på projektet,” siger Brian Ravn Galsgaard.
Come Together hjælpe ensomme unge til sparring med voksne mentorer.
Fællesskabsprisen sætter fokus er en hyldest til de mange helt almindelige danskere, der hver dag gennem deres arbejde og frivillige engagement gør en ekstraordinær indsats for fællesskabet.
Prisoverrækkelse er 19. august, og der kan stemmes frem til midt i juli på www.faellesskabsprisen.dk, hvor der tillige kan søges på nominerede.

Mentorprojektet Come Together og skaberen John Mitchell er også nomineret til Fællesskabsprisen 2015.