Børn stemmer på, at man skal være en god ven
Børnehaven Triton holder børnevalg med valgplakater, stemmesedler og en rigtig stemmeboks
'Jeg stemmer på liste 'B' for Børn', står der i dag på maverne af alle børn i børnehaven Triton i Horsens. I anledning af folketingsvalget har pædagog Dorte Rosenlund arrangeret et børnevalg, hvor alle de store førskolebørn har fået lov at stemme og få indflydelse på deres hverdag.
”Jeg har udformet stemmesedlen med udgangspunkt i vores pædagogiske læreplaner. På vores stemmeseddel skal børnene sætte flere krydser. Vi vil nemlig gerne høre deres mening om, hvad der er vigtigst for dem i her i børnehaven,” siger Dorte Rosenlund.
I stemmeboksen gør hun meget ud af at forklare alle spørgsmål grundigt, så der ikke kan forekomme misforståelser.
Valget har sat gang i en masse aktivitet i børnehaven. Overalt hænger der valgplakater, og enhver lille purk er i dagens anledning ekstra rank i ryggen, så man rigtig kan se den store valgbadge foran på maven.
”Børnene har stået i kø ved stemmeboksen. De syntes, det er rigtig fedt at få lov at stemme ligesom far og mor. Vi vil jo netop gerne give dem et indblik i, hvad demokrati er, og give dem medbestemmelse på det vi arbejder med i børnehaven. Vi vil lære børnene at have en mening om tingene, og at turde hvile i sig selv og egne værdier,” siger Dorte Rosenlund.
Vigtigst med gode venner
Valgresultaterne er netop offentliggjort i børnehaven, og én ting er gennemgående. For både drenge og piger er det vigtigste selv at være en god ven og at have mange gode venner at snakke med.
Lidt overraskende viser afstemningen også, at pigerne vælger på en tur på bondegården frem for for eksempel at se teater og musikforestillinger.
”Det er rigtig spændende, at pigerne gerne vil ud i naturen. Under læringsområdet 'Natur' valgte pigerne, at de gerne vil lære om, hvad der kommer op af jorden, så vi skal da til at gøre mere ud af at grave regnorme og biller frem,” smiler Dorte Rosenlund.
Samtidig overrasker drengene ved at foretrække en tur på biblioteket.
Sjovt og nemt
Emil Tinggård på fem år var stolt, da han kom ud af valgboksen.
”Det har været sjovt at stemme, og det var nemt.”
Han havde sin far Søren Tinggård med i børnehave, da det i samme anledning var den årlige Far-dag i Triton:
”Jeg synes, det er rigtig fint at bruge valget som en aktivitet, børnene kan relatere sig til. Emil kommer hjem og fortæller begejstret om valg og stemmesedler. Det har betydet, at vi har snakket rigtig meget om valg og indflydelse derhjemme. Normalt er det at stemme noget, jeg lige får overstået på vej hjem fra arbejde. Men i dag sørger jeg helt sikkert for, at Emil kommer med, så han kan se, hvordan det foregår for de voksne.”
Resultaterne af børnevalget vil pædagogerne bruge i planlægningen af børnenes hverdag.