Fortsæt til indhold

Skate-sæsonen udvidet til 365 dage

Skateboardbanen ved Gentofte Sportspark kan med moderniseringen af anlægget og en hal på 1.000 kvm nu kalde sig en skatepark

Samfund
Tekst og foto: Kathrine Albrechtsen

Lunefuldt dansk vejr er en udfordring for skatere, hvor pludselige regnskyl sætter alle tricks og flips på pause.
Men fra fredag den 19. juni 2015 kan vejret ikke længere stoppe skatere tilknyttet skateboardbanen Jägers Ved Stadion 18, som udover at få deres gamle anlæg moderniseret og udvidet har fået en ny hal på 1.000 kvadratmeter.
I spidsen for projektet står 37-årige Teit Andersen, som er Gentofte-borger og en gammel kending inden for skateboardmiljøet i Gentofte Kommune.
Tilbage i 1997 var han med til at starte kommunens første skateboardbane, som blev anlagt på, hvad der førhen var parkeringsplads for lastbiler og manøvrebane for køreskoler.
"Siden 1997 har skateboardbanen hvert år udviklet sig lidt, men de seneste fire år har vi været igennem en kæmpe udviklingsproces, og kan i dag kalde Jägers for en skatepark, der med den her hal kan bruges hele året rundt", siger Teit Andersen.
Skateparken er formet som et otte-tal, så skatere ikke skal krydse hinanden med fare for at støde sammen, mens der inde i otte-tallene er små grønne øer med borde og bænke, hvor skatere kan få en pause, og nysgerrige kan hænge uden at stå i vejen.
Banens underlag er Teit Andersen særligt stolt af.
“Vi har lagt 6.000 jetbrændt granit-fliser, der både er hårdt og giver et virkelig godt afsæt til at få gang i hjulene. Og så er de blevet lagt med sugekopper, så vi nemt kan udskifte dem”.
Indenfor i hallen er den gamle mini-rampe på 12x5 meter blevet renoveret, hvor Teit Andersen, der har krejlet rampen fra en institution i Ballerup, fik idéen til at stille den på hjul, så hallen hele tiden kan ændre udseende og følge med i udviklingen inden for nye trends i skateboarding.
Et punkt, der stod højt på listen hos skaterne, var toiletter. De har gjort, at hallen har fået et større potentiale, fortæller Teit Andersen.
Ved at rulle rampen ud kan hallen bruges til andre arrangementer i kommunen, ligesom skoler og institutioner har fået en åben invitation til at bruge den i dagtimerne.

Leg langs ottetallet. “Det har været en vigtig tilgang for os, at der skal være plads til alle”, siger Teit Andersen.

Nej tak til Utzon

Udviklingen af skate-hallen, som er en prototype, samt den nye udendørs skatepark er sket i et tæt samarbejde med brugerne af skateboardbanen, Lokal og Anlægsfonden og Gentofte Kommune og har kostet 14 millioner kr., heraf seks millioner kr. til den nye hal, forklarer borgmester Hans Toft (K), mens vi står inde i den nye hal.
"Kommunalbestyrelsen blev i første omgang præsenteret for en fantastisk flot arkitektonisk Utzon-lignende hal med spidser og sejl, men da skaterne så tegningen, var dommen, at den ikke kunne bruges til at skate i", siger han.
Teit Andersen nikker.
"Hallen var for kort til, at skaterne kunne sammensætte linier, og hallen blev derfor strakt ud i begge ender. Under udviklingen af skateparken mødtes jeg med en fast gruppe på otte skatere, som kom med forslag og ønsker, hvor de også inddragede deres erfaring med, hvad der fungerede og ikke fungerede på andre skateboardbaner i København og omegn".

Ingen regler eller træner

På en varm sommerdag i weekenden kan der komme mere end 100 skatere forbi Jägers, som skateboardbanen bliver kaldt, fordi den ligger så tæt på Jægersborg Station. En af banens faste brugere er 14-årige Sebastian Bromose, der går på Tjørnegårdsskolen og begyndte at skate, efter en kammerat for fem år siden introducerede ham for Jägers.
"Det fede ved at skate er, at der ikke er regler eller en træner, man bestemmer selv sin egen retning. Og så er det en meget social sportsgren, hvor man hele tiden møder mange mennesker og skaber sig et stort netværk. Den nye bane er blevet rigtig god og har et godt flow og rytme, og så har den mange flere muligheder end den gamle. F.eks. er der kommet flere ramper, og så glæder jeg mig til at køre på banks", siger Sebastian, som de seneste to måneder har været forbi Jägers hver dag.
Det sociale element er ifølge Teit Andersen et vigtigt omdrejningspunkt for sporten, som parken dyrker med bænke langs væggene samt oppe på rampen. For nogle af de faste brugere af Jägers rækker tilknytningsforholdet også ud over skateparken, hvor Teit Andersen er blevet en låne-storebror for drengene, hvis de har brug for hjælp og råd.

En mini-rampe er blevet renoveret til den nye hal.

Det var på tide

Teit Andersen er ikke i tvivl om, at skateparken vil skabe en endnu større tilvækst af unge, både inden og uden for kommunegrænsen med dens placering tæt på lokalbanen og stationen.
“Det har været en vigtig tilgang for os, at der skal være plads til alle niveauer her. Vi vil ikke skabe en bane for eliten, da de sagtens kan bruge begynderramper, mens det modsatte ikke gælder for begyndere”, siger Teit Andersen.
En af de unge, som kommer rejsende til Jägers fra København, er 26-årige Niels Kristian Lykkeberg, som har skatet i 14 år.
"Banen ser rigtig fed ud, især med granit-fliserne. Nu behøver man ikke længere rejse til Barcelona for at få det underlag. På den ene side vil jeg sige, at det er super fedt og privilegeret, hvad vi har fået, men på den anden side var det også på tide i forhold til, hvor stort skatermiljøet er her i kommunen".

Niels Kristian Lykkeberg (tv) og Sebastian Bromose viser tricks på anlæggets nye ramper og trapper.