Elever på eventyr i Muksiv-Murjev
Elever og lærere fra Voldumegnens Friskole levede sig ind i roller som krigere, spioner, diplomater, smede og klanledere i Jagten på Blodrods Tand i landet Muksiv-Murjev på årets lejrskole
Voldumegnens Friskole tog på lejrskole i Vejrumbro, som de havde byttet skole med i tre dage.
Da eleverne ankom til friskolen i Vejrumbro, blev de hurtigt inddraget i et rollespil, der varede det meste af turen.
Eleverne sov klassevis og off-game, som det hedder når rollespillet for en tid er sat på pause, men ellers var de inddelt i fire klaner og engageret i rollespillet dagen lang.
De voksne førte an i rollerne som klanledere og ordensherrer og hjælp eleverne til at opbygge roller samt guidede dem igennem legen. Det stod de enkelte klaner frit for, om de ville bekrige hinanden eller indgå alliancer, men alle kæmpede om at indsamle ledetråde til, hvor Blodrods Tand var begravet. For dem, der fandt tanden, ville få gavn af dens magiske kræfter i den uundgåelige krig mellem klanerne, der lurede i nær fremtid.
Improviseret teater
Et rollespil kan beskrives som et improviseret teater, hvor alle deltagere på én gang er aktører og tilskuere og har indflydelse på, hvad der sker.
Det rollespil eleverne fra Voldum indgik i var sat i en klassisk fantasy-verden, der ligner middelalderen, men har overnaturlige elementer. Efter at være inddelt i klaner begyndte eleverne med at lave skumgummisværd til kamp og kapper i klanens farve for at kunne kende venner fra fjender.
Herefter udspionerede de de andre klaner, skjulte deres eget guld for eventuelle røvere, mens de overvejede muligheden for at stjæle guld fra andre klaner, gik på diplomatiske missioner og øvede fægtning, så de var klar til at møde modstandere i kamp.
De voksne, der spillede ordensherrer, havde gemt nogle poster rundt om i Muksiv-Murjev, som byen hed i spillet. Klanerne kunne vælge at finde en post og dermed løse en opgave, der udfordrede kløgt eller samarbejde.
Blev en post løst korrekt udløste det et hint til, hvor Blodrods Tand kunne findes.
Ordensherrerne kunne også lokkes til at afgive hints mod en betydelig portion guldstykker. Endelig blev de ældste elever sendt på en mission den første aften. De skulle opsøge et par orker, som der gik rygter om havde slået lejr ved floden lige syd for Muksiv-Murjev.
Eleverne sluttede midlertidig fred på tværs af klanerne for at finde orkerne, som de fik nedkæmpet. Orkerne var også på jagt efter den magiske tand og kunne, efter en del overtalelse, fortælle at tanden var gravet ned et sted i en skov.
Sjovere end sidste år
Eleverne levede sig meget ind i spillet og syntes det var sjovt, at de voksne også legede med. Ifølge flere elever var de "meget sjovere end sidste år" og "den bedste lejrskole nogensinde."
De var gode til at hjælpe hinanden i alle dele af spillet og til at holde selvjustits i forhold til de regler, der var for sværdkamp - efter tre slag på kroppen skal man lægge eller sætte sig ned, og rammer man modstanderen i hovedet, er man selv død.
Uggi snød de andre
Jagten afsluttedes med et tæt kapløb, hvor både de forskellige klaner og orkerne befandt sig i skoven, hvor tanden lå gemt.
Orkerne blev imidlertid nedkæmpet og klanen Uggi fik fingre i skattekisten foran næsen af modstanderne. Uggi vandt ligeså meget på snilde som hurtighed, for da de andre klaner var lige i hælene på dem og klar til at hugge dem ned for selv at bemægtige sig tanden, tog ridderne fra Uggi-klanen tanden ud af kisten og skjulte den.
De fik dog alle andre til at tro, at tanden stadig befandt sig i kisten, som de stadig forsvarede bravt. Dermed kom tanden sikkert tilbage til Uggis lejr, og ved dens magiske kraft vandt de den uundgåelige krig mellem alle klanerne, der samtidig afsluttede rollespillet.