Fortsæt til indhold

Havde opgivet håbet og slukket telefonen

Claus Kvist Hansen fra Stensballe er valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti

Samfund
Jeppe Rafn

Claus Kvist Hansen lå fredag eftermiddag til at få Dansk Folkepartis femte og sidste mandat i Østjyllands Storkreds. Men det var før, de personlige stemmer fra de fire kredse i Aarhus var blevet talt op og talt med i det endelige regnskab.
"Jeg vidste, jeg ville blive slået i Aarhus, og jeg troede, mit forspring var for lille, så jeg havde afskrevet det," fortæller Claus Kvist Hansen dagen derpå.
Han tog derfor ud at spise med sin kone, der havde fødselsdag, og slukkede sin telefon. Da han tændte sin telefon igen klokken 21, en times tid efter afgørelsen i Østjylland, lå der et hav af ubesvarede opkald og sms'er med lykønskninger om, at han var blevet valgt ind i Folketinget.
"Det var en stor overraskelse, og jeg er meget glad, stolt og lettet," fortæller Claus Kvist Hansen, der bor i Stensballe.
Han havde fået 1.564 personlige stemmer og havde dermed knebent vundet kampen om partiets femte og sidste mandat i konkurrence med Per Dalgaard, der fik 1.497 stemmer, Knud Mathiesen med 1.342 stemmer og Michael Nedersøe, der også bor i Horsens og fik 1.136 stemmer.
"Der er 67 flere, der har sat kryds ud for mig end for Per Dalgaard, så jeg vil ikke kalde det held, men det var godt nok tæt løb," siger Horsens' nye folketingsmedlem.

Vi har fat i det rigtige

Ligesom i resten af Danmark fik Dansk Folkeparti et kanonvalg i Østjylland med næsten dobbelt så mange stemmer som ved folketingsvalget i 2011.
"Den store opbakning viser, vi har fat i det rigtige. Der er udbredt skepsis mod EU og på flygtninge/indvandrerområdet, og jeg er glad for, det er lykkedes os at fremsætte vores synspunkter på en måde, befolkningen synes om," siger Claus Kvist Hansen.
Han er uddannet jurist og har i en årrække været ansat som leder af sekretariatet for De Videnskabsetiske Komitéer for Region Syddanmark.
"Jeg synes, jeg har en bred palet at byde ind med, men især indenfor forskning og videnskab har jeg en del erfaring i forhold til de fleste i Folketinget. Derudover interesserer jeg mig blandt andet også meget for EU, nordisk samarbejde og energi."

Fortsætter i byrådet

Det nye folketingsmedlem forlader nu med vemod sit civile arbejde for at hellige sig det politiske arbejde i Folketinget og Horsens Byråd, hvor han blev valgt ind i 2013.
"Jeg kæmpede meget hårdt for at komme i byrådet, så der vil jeg blive siddende. Jeg håber også, det er i byens interesse, at der bliver en sammenhæng mellem byrådet og Folketinget," siger Claus Kvist Hansen, der til folketingsvalget er opstillet i Randers Syd kredsen.
"Jeg er valgt ind i Randers, så det er dem, jeg vil kæmpe for, men jeg ser ingen modsætning i at kæmpe for Randers i forhold til Horsens. Jeg ser det som en stor fordel at kende begge byer," siger Claus Kvist Hansen, der betegner sig selv som en rigtig østjyde.
Han er vokset op i Randers, tilbragte studietiden i Aarhus og flyttede i 2002 til Horsens, hvor han bor i Stensballe med sin kone, to børn og hund.
Som man kan læse på hans hjemmeside, er Claus Kvist Hansen tidligere socialdemokrat. Men for knap 10 år siden kunne han ikke længere se sig i Socialdemokratiet og blev et års tid senere medlem af Dansk Folkeparti.
"Det var omkring Muhammed-sagen. Jeg mener ikke, vi skal underlægge os nogen religion og give køb på vores ytringsfrihed. Jeg er også stærk modstander af den EU-retning, som Socialdemokratiet står for," siger det nye folketingsmedlem fra Horsens, der i øvrigt bliver boende i Stensballe.