Fortsæt til indhold

BeneFiT åbner fitnesscenter i Veri Centret

Sundhedsklinik udvider med fitnesscenter i Risskov

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

I begyndelsen af det nye år overtog Nina Adsersen de lokaler, hun startede klinik i for godt og vel tyve år siden. Det fik navnet 'BeneFiT Risskov' og er på 260 kvadratmeter. Det består af en sundhedsklinik, som tilbyder fysioterapi, akupunktur-læge, jordemoder og osteopati samt et træningsstudie på 1. sal i Veri Centret.
Og der gik ikke lang tid, før klinikejeren fik idéen om at udvide med et fitnesscenter nedenunder den nyåbnede sundhedsklinik.
“Jeg havde set, at lokalerne stod tomme i stueetagen, og i uge syv tog jeg beslutningen om at åbne et fitnesscenter. Lokalerne skulle lige sættes i stand, for de trængte gevaldigt til en kærlig hånd. Men jeg synes, det er gået hurtigt, og vi har fået et rigtig godt resultat ud af det. Ligesom vi havde forventet,” siger hun.
Fitnesscenteret er døbt 'BeneFiT Fitness' og bliver en del af BeneFiT-kæden, hvor Adsersen også har en klinik i Rønde.

Fem træningssale

“BeneFiT Fitness er på 300 kvadratmeter med fem træningssale, hvor hver sal har sit eget træningstema. Vores fokus er på den gode service, en god atmosfære, godt og velholdt træningsudstyr, og hvor medlemmerne ikke står som sild i en tønde. Og så har vi fået lavet nogle lækre omklædningsfaciliteter og et børnehjørne, så man kan tage sine børn med til træning,” siger hun, og tilføjer:
“Generelt vil vi gerne signalere lidt mere overskud og mere rummelighed.”

Ejer Nina Adsersen og Niels Hansen i de nyistandsatte lokaler BeneFiT Fitness.

Leder med 14 års erfaring

Niels Hansen er daglig leder i centret. Han er uddannet fysioterapeut og har 14 års erfaring.
“Niels er ansvarlig for, at fagligheden er i top og uddanner resten af personalet her i fitnesscenteret,” siger Nina Adsersen, der forventer, at der i alt bliver otte ansatte i det nystartede fitnesscenter.
“Vi forsøger at adskille os fra andre fitnesscentre og har fagligheden i højsædet ved at have fysioterapeuter og fysioterapeut-studerende ansat. Vi går op i kvalitetstræning, og som en del af vores tilbud tilbyder vi personlig træning, sundhedstjek med fedtprocent måling og body age. Inklusiv i medlemsskabet laver vi individuelle træningsprogrammer, som tilrettelægges efter de mål, som det enkelte medlem har med sin træning. Da vi har personale ansat i fitnesscenteret, har vi mulighed for hele tiden at optimere træningen og ikke mindst motivere medlemmet, når det ind i mellem kan knibe,” fastslår Niels Hansen, der ikke tøver med at fortælle, at Risskovs nye fitnesscenter har nogle af markedets bedste maskiner.

300 kvadratmeter

“Vi går også op i, at der er luft omkring maskinerne, og der er plads til alle. Vi inviterer gerne alle ind for at se vores fine lokaler, da mange af de 300m2 umiddelbart ikke kan ses udefra,” siger han.
Nina Adsersen har allerede nu mærket en god interesse for det nye fitnesscenter;
“Jeg har høje forventninger til at vi får mange medlemmer. Vi ligger godt her i Veri Centeret med tre timers gratis parkering på centrets 350 parkeringspladser, og så er der mulighed for at få handlet før eller efter træning. Nu er vi et endnu mere tværfagligt hus, og jeg håber, at der kommer en god synergieffekt, som gerne skulle være til gavn for vores medlemmer i fitness og vores kunder i sundhedsklinikken,” siger hun.
Åbningstiderne i BeneFiT Fitness er klokken 6-21 fra mandag til torsdag og 7-20 fra fredag til søndag.
Hvis man tegner et abonnement inden 1. maj, kan man få nogle fordelagtige priser i fitnesscenteret, men der er også mulighed for at benytte sig af alle sundhedsklinikkens faciliteter, hvor der også tilbydes wellness massage.