Udenlandske studerende er også en god forretning

Den anden dag i TV2 Østjylland var jeg på i et indslag om EU-studerende, der får SU i Danmark. Helt konkret drejede indslaget sig om VIA i Horsens, hvor hver anden elev nu er fra udlandet.
Det bad man Hans Kristian Skibby (DF) og mig om at forholde os til som østjyske folketingspolitikere.
Jeg kommenterede blandt andet på Hans Kristians Skibbys holdning om, at dette er en bombe under uddannelsessystemet i Østjylland – og i Danmark generelt.
Jeg beskyldte ham for at være alt for snæver, når han kun ser på vores umiddelbare udgifter i forhold til SU. Fordi hvis man ser på det samlede regnestykke, så er udenlandske studerende en god forretning for Danmark.
Fordi en stor nok andel bliver og bidrager og sågar er med til at skabe arbejdspladser.
Når man ansætter den franske, polske eller rumænske kandidat eller ph.d.'er, i eksempelvis Novo Nordisk, så genererer det typisk tre til fem følgejobs.
Det er også derfor, flere undersøgelser netop viser, at det samlet set kan betale sig for os at investere i disse menneskers uddannelsesforløb – ligesom det kan betale sig at investere i uddannelse helt generelt.
En udregning fra uddannelsesministeriet viser eksempelvis, at effekten af at tiltrække 1000 flere internationale studerende om året er en varig forbedring af de offentlige finanser på mellem 0,4 og 0,8 milliarder kroner årligt.
Ligesom en undersøgelse fra DEA viser, at fordi 40 procent af de internationale studerende bliver og indgår på det danske arbejdsmarkedet, så bliver regnestykket positivt for Danmark, selvom vi også har udgifter på det, og at vi, hvis vi skal gøre noget anderledes, burde fokusere på at fastholde flere efter endt studie.
Disse var i høj grad mine argumenter og mit grundlag for at beskylde Hans Kristian Skibby for at være for snæver.
Det står jeg ved.

Men i virkeligheden var jeg også selv snæver i min opfattelse. For der er endnu flere fordele. Inputs ude fra og internationalt udsyn gavner vores uddannelser og vores studerende.
Ligeledes er kontakter og netværk mellem uddannelser og virksomheder vigtige og svære at gøre op i penge.
Sidst men ikke mindst, så forholder det sig sådan, at den største del af Danmarks eksport er til andre EU-lande.
Vores vareeksport til Rumænien og Polen, som var på 18,6 milliarder i 2014, er faktisk over syv gange så stor som den til hele Indien.
Så var det måske ikke helt dumt at have nogle rumænske eller polske marketingsfolk, eller andre, her i Danmark, der kendte de rumænske og polske markeder indefra?
Derudover er et stabilt og velhavende EU altså en fordel for en lille åben økonomi som den danske, og således er det måske heller ikke en helt dårlig investering i vores fælles Europa – og på den led også i os selv – at nogle rumænere vender dygtige hjem og er med til at gøre Rumænien rigere.