Fortsæt til indhold

Klokkespil i Vejlby og tre små kinesere i Vivild

Sommerkoncerter i Vivild og Vejlby kirker

Samfund
Anette Bonde

Torsdag 25. juni starter sommerkoncertsæsonen med fire koncerter i Vivild og Vejlby kirker.
Vejlby kirkes velklingende klokkespil lægger torsdag 25. juni klokken 19.30 ud med en udendørs koncert med kirkens organist og klokkenist Per Rasmus Møller. Klokkespillet har 27 klokker, og det blev indviet i 2011 takket være en arv fra afdøde Vejlby-borger Axel Kristensen. Som noget af det mere spektakulære byder programmet på et gammelt Deep Purple-hittet “Smoke on the water” i en særlig version for klokkespil. Men der bliver også danske sommersange, kendte klassiske stykker og sange af Kim Larsen.

Kirkemusik fra flere lande

Allerede 30. juni klokken 19.30 er der igen koncert, denne gang i Vivild kirke med Ensemble Nordica med nordiske og kinesiske musikere. Programmet bliver kirkemusik fra Kina, Latinamerika, Baltikum og Danmark spillet på kinesiske og vestlige instrumenter. Der bliver desuden fællessang, solosang, og kinesisk instrumentalmusik.
Der bliver også en lille henvisning til Carl Nielsens 150 års fødselsdag, idet to af hans aftensange vil kunne høres med akkompagnement af kinesiske instrumenter.