Hæderstegn til Skanderborgenser
Kredsleder Michael Lassen fra Beredskabsforbundet Skanderborg kredsen er blevet tildelt Beredskabsforbundets hæderstegn
Michael Lassen, kredsleder i Beredskasforbundet Skanderborg blev 20. juni hædret for sine mangeårige frivillige indsat med Beredskabsforbundets hæderstegn.
Michael startede som frivillig i 1980 og var i første omgang aktiv inden for især brand og redning. Men der gik ikke lang tid, før han også fik overblik over de fleste andre redningsgrene.
Da Den Frivillige Indsatsstyrke blev etableret ved Beredskabsstyrelsen i Herning, var Michael på pletten og meldte sig også her under fanerne. Og Michael er fortsat en aktiv deltager i forbindelse med øvelser i både ind- og udland.
De seneste næsten 10 år har Michael været kredsleder i Beredskabsforbundet Skanderborg kredsen, og også her har han lagt et meget stort stykke arbejde.
Samtidig har Michael ikke glemt at være frivillig, for han er altid parat, når der er udkald og behov for hjælp.
I mange år har Michael undervist i førstehjælp både inden og uden for beredskabet og på den måde hjulpet til med at redde liv.
Robust Borger
For nylig er Michael også blevet en del af det nyeste skud på stammen, Robust Borger befolkningsuddannelsen, hvor han fungerer som underviser og supervisor.
Michael Lassen er han en meget værdsat person, der giver tryghed og som benyttes flittigt som mentor i forbindelse med undervisningstimer.