Nyt it-fag i gymnasiet skal fænge unges interesse for teknologi
Gymnasieforligskredsen har nu besluttet, at et nyt it-fag, Informatik, skal indføres i gymnasiet.
IT Beslutningen om at indføre Informatik som et fag på gymnasiet kommer efter en positiv evaluering af forsøg med faget, der blandt andet har vist, at faget formår at fange de unges interesse.
En beslutning IT-Branchen kalder den bedste nyhed længe på uddannelsesfronten.
- Vi har lidt provokerende været ude at sige, at old skulle ud og IT skulle ind!
Det er at sætte det skarpt op, men grundlæggende handler det om at sikre, at de gymnasiale uddannelser giver de unge de kompetencer, som ruster dem til fremtiden, siger Mette Lundberg, direktør for Politik og Kommunikation i IT-Branchen.
Informationsteknologi har været udbudt som forsøgsfag siden 2011 på de gymnasiale uddannelser. Tilbagemeldingerne fra både elever og lærere har været positive, og derfor har undervisningsministeren besluttet at indføre faget permanent i den gymnasiale fagrække.
Det får dog navnet Informatik.
- Allerede i dag har vi mangel på folk, der kan skabe med it, og vi ved, at den mangel bliver større i hele Europa. Det nye it-fag skal fænge flere unges interesse for teknologi og sikre, at de kan være med til at skabe de løsninger, som kommer til at sætte standarden for, hvordan vi lever, arbejder og kommunikerer om 10, 20 og 30 år, fortæller Mette Lundberg.
sl