Fortsæt til indhold

De gør en smuk gerning

Samfund
Erland Rasmussen

Lokalavisen Skanderborg kårer i samarbejde med Smukfest Danmarks Smukkeste Medhjælperhold 2015.
Vi har spurgt nogle af dem, der har fingeren på pulsen i medhjælpermiljøet, hvad de synes om ideen med at kåre det smukkeste medhjælperhold.
Mette Neisskov
begyndte som medhjælper i 2006, og hun arbejder i dag med administration af frivillige.
“At være medhjælper på Smukfest giver et fantastisk fællesskab og udfordringer, du ikke møder i det daglige liv. Men for mig er det primært fællesskabet, der trækker.
Jeg har set Lokalavisens konkurrence. Det er en god ide. Der er mange med som frivillige, og det er godt, når der kommer opmærksomhed på den store indsats, der gøres. Der er mange ildsjæle, som lægger hundredevis af timer hver år.”
Gunner Martin Nielsen, bedre kendt som Mister Bobcat, sørger for at lægge flis ud i bunden af Bøgeskoven med sit hold.
Gunner har været medhjælper i 33 år, hustruen Stella i 25 år, ligesom de voksne børn også er med.
“Jeg synes, det er positivt med fokus på medhjælper-holdene, der gør en smuk gerning for vore gæster og lægger mange timer i det. Vi har advokater, ingeniører, en nordmand og et par argentinere på holdet. Men når vi først er kommet i skoven, så er alle lige uanset baggrund, og det er fantastisk at opleve den særlige Smukfest-ånd.”