Fem fantastiske isbarer i Aarhus
Sommeren er forhåbentlig snart over os, og det betyder is. Her får du en guide til nogle af de bedste
Frozen yoghurt-bølgen har som bekendt ramt Aarhus big time, men den gode, klassiske is går aldrig af mode. En god ”gammeldaws” med guf, en perfekt parfait eller en friskrørt gelato slår aldrig fejl, når varmen, de bare ben og de danske sommervibes rammer byen. Vi har scannet markedet og giver dig her en guide til fem steder, hvor isen er så überlækker, at du bliver nødt til at prøve den igen… og igen… og…
Misto
Økologisk velsmag på Bruunsgade
Misto, M.P. Bruunsgade 60, 8000 Aarhus C
Hos Misto på den travle M.P. Bruunsgade kan man få frisklavet italiensk is til dig, som går efter en laktosefri, sukkerfri eller ligefrem vegansk udgave. Indehaveren Nabil Talbi serverer sammen med sin italienske ven Fabriozo en perlerække af frisklavede produkter uden kunstige farvestoffer, og ifølge makkerparret er så meget som muligt er økologisk.
Prisen for to kugler ligger på 30 kroner, og du kan få isen både i vaffel, bæger, en boks til at tage med eller i en frisk milkshake med økologisk mælk. Hold øje med de ret vilde smagsvarianter, som popper op i sortimentet ind i mellem, for eksempel kan du lige nu få en sorbet lavet på matcha-te.
Bonusinfo: Misto er italiensk og betyder miks, og ud over is sælger caféen også lækre smoothies og proteinshakes, kaffe, cookies og stenalderbrød.
Dolce Vita
Ægte italiensk på Trøjborg
Dolce Vita, Tordenskjoldsgade 81,
8200 Aarhus N
Dolce Vita på Trøjborg har siden 2002 været en af byens absolutte spydspidser inden for is, og køen foran iscaféen går ikke for ingenting ofte langt ud på gaden. Glem alt om Carte d'Or og Hansen Is fra køledisken og tag i stedet en tur til Trøjborg, hvor den italienskfødte ismager Roberto Damo sælger håndlavet is fremstillet fra bunden hver morgen. Kvaliteten er tårnhøj, og dét lige meget om du vælger mælkeis, yoghurtis, sorbet eller den luftige mousse. Dolce Vita har også hjemmeristet kaffe fra Torino, som kan nydes med eller uden is i caféen eller to-go fra kl. 11-22 hver dag. Dolce Vita har også filialer i Veri Centeret i Risskov og i Bruuns Galleri, hvor man i øvrigt i resten af juni kan få is til halv pris den sidste time af åbningstiden. Bonusinfo: Du kan leje en bordvitrine eller en iscykel hos Roberto og Co. til fester og større arrangementer.
Ishuset på Marselisborg Havn
Velbesøgt ishus på Marselisborg Havn
Ishuset på Marselisborg Havn, Marselisborg Havnevej 42, 8000 Aarhus C
I det velbesøgte ishus på Marselisborg Havn kan det være svært at vælge, hvilke varianter man vil have. Butikken har nemlig hele 65 isvarianter, 3 slags softice og 18 slags toppings, og ishusets medarbejder Jens har regnet ud, at man kan sammensætte sin is på over 58 milliarder måder. Og udvalget er vitterligt enormt. Man kan få mælkeisen med alt fra nutella til popcorn, ligesom sorbeten kan fås med alt fra æble og timian til jordbær med balsamico. Ud over de ekstraordinære varianter kan du naturligvis også få all time classics som vanilje og chokolade, og nogle af varianterne findes tilmed som sukkerfri. Den friskproducerede is er inspireret af italienske traditioner. Bonusinfo: For tiden eksperimenterer ishuset med hjemmelavede ispinde overtrukket med forskellige typer chokolade og toppings – mums!
Caffé Ispirazione
Autentisk hygge på Frederiksbjerg
Caffé Ispirazione, Ålborggade 19,
8000 Aarhus C
I en lille italiensk café på Frederiksbjerg finder man ikke blot lækre, crispy pizzaer, der smager som at sidde på et torv i Napoli, men også hjemmelavet gelato lavet fra bunden af indehaveren Giovanni og hans kolleger. Stemningen er mildest talt autentisk, når Giovanni synger ude i køkkenet, og de italienske kunder og venner stikker hovedet ind til en espresso.
Lokalerne husede tidligere Frederiksbjerg Ismejeri, og i dag byder issortimentet på en god håndfuld forskellige varianter i form af både mælkeis og sorbet, som du kan nyde ved et af de små borde eller tage med. Hvis du er på jagt efter italiensk kaffe og italienske specialiteter, er Giovanni også din go-to-guy. Bonusinfo: Ispirazione er efter eget udsagn den eneste isproducent i verden, der laver is af rabarber fra Åbyhøj.
Suppestegogis
Ingen dikkedarer på Åboulevarden
Suppestegogis, Åboulevarden 82,
8000 Aarhus C
På den hyggelige café Suppestegogis får du enkel, veltillavet cafémad, som du kan nyde fra den solrige beliggenhed lige ned til åen ved siden af Magasin. Men du kan også give den gas med stedets berømmede is, der som de øvrige retter er lavet på 90-100 procent økologiske råvarer. Isen er hjemmelavet fra bunden, og prisen er med 32 kroner for to kugler absolut ikke afskrækkende.
Udvalget består af 24 varianter, der strækker sig fra spændende kombinationer som chokolade og chili til ristede mandler og ingefærsorbet. Hvis du også er kaffetørstig, kan du lave en combo i form af en såkaldt coffeeshake med to kugler is, mælk og et shot espresso for 54 kroner. Bonusinfo: Hvis du virkelig craver efter søde sager, kan du få isen som dessert sammen med varme pandekager eller sød chokoladekage.