Konkurrence for slikmunde
Mange lækre bud på Sostrup Kagen
Det bliver en kage med hindbær, makron, mandler og hvid chokolade, der kommer på menukortet på Restaurant Sostrup Slot. Inge Fanger, Gjerrild, havde medbragt en kage med disse ingredienser til lørdagens kagekonkurrence på Sostrup Slot. Den vandt i kategorien smag, og alle tre dommere var enige om at udvikle videre på den til den kommende Restaurant Sostrup Slot.
150 år gammel opskrift
Slottets forstander Rikke Hedman havde udskrevet en kagekonkurrence for at finde inspiration til Sostrup-kagen. Også en kage lavet ved hjælp af en cirka 150 år gammel opskrift fra Sostrup skal der kigges nærmere på, fortæller hun. Den var indleveret af Pauline Sørensen, Gjerrild Strand.
Det blev dog ikke nogen af disse kager, der vandt. En flødeskumslagkage med kiwi og appelsin på kanten og svesker inden i fik flest stemmer samlet set på både udseende og smag. Den var indleveret af Anna Rasmussen, Gjerrild. Hun fik et gavekort til to til en middag på Restaurant Sostrup Slot på åbningsdagen om et par uger.
Conny Jørgensen, Grenaa, fik flest stemmer på kagens udseende, nemlig en lagkage med et billede af et træ.
Ann Mogensen, Kirstine Carlsen og Simon Rysgaard var dommere i kagekonkurrencen.