Aarhus Teater har fået ny direktør
Chefdramaturg på Aarhus Teater Trine Holm Thomsen bliver ny direktør pr. 1. juli
43-årige Trine Holm Thomsen afløser Mick Gordon som direktør for Aarhus Teater pr. 1. juli.
Det oplyser Aarhus Teater i dag.
Trine Holm kommer fra en stilling som chefdramaturg på Aarhus Teater, og har siden irske Mick Gordons farvel til teatret i april været konstitueret leder.
Bestyrelsesformand Peter Parbo begrunder valget af Trine Holm Thomsen, der tiltræder 1. juli, således:
"Med Trine Holm Thomsen får vi en teaterdirektør, som virkelig brænder for teater -og for Aarhus Teater i særdeleshed. Trine er vidende, begavet og handlekraftig og har et indgående kendskab til teaterverdenen i ind- og udland. Hun har klare kunstneriske ambitioner for Aarhus Teater; ambitioner, der foruden en fortsættelse af de store klassiske og musikdramatiske forestillinger også indebærer en styrkelse af skuespillerensemblet, en fortsat satsning på ny dansk dramatik og ikke mindst et vægtigt bidrag til Aarhus 2017. Trine Holm Thomsen har stor kunstnerisk erfaring i kraft af sine 15 år på Aarhus Teater som blandt andet chefdramaturg og konstitueret teaterdirektør i flere omgange. Hun nyder stor tillid hos skuespillerne og de andre medarbejdergrupper, og jeg er overbevist om, at publikum kan se frem til mange spændende oplevelser på Aarhus Teater under Trines ledelse, siger Peter Parbo i en pressemeddelelse.
Trine Holm Thomsen udtaler om sin ansættelse som teaterdirektør:
- Jeg er ovenud glad for, at bestyrelsen har vist mig den tillid at sætte mig i spidsen for Aarhus Teaters kunstneriske udvikling! Aarhus Teater er helt særlig for mig. Jeg har haft et indgående forhold til teatret og dets mange engagerede medarbejdere i mange år, og jeg ved på den baggrund, at der i huset er uendelige og enestående muligheder for at skabe og udvikle god teaterkunst til glæde for publikum. Jeg vil have et særligt fokus på at udvikle vores gruppe af ensembleskuespillere, som er helt centrale for, at vi kan markere os stærkt kunstnerisk. Ligeledes er udviklingen af den nye danske dramatik væsentlig for mig, da den er af afgørende betydning for dansk teaters fremtid, siger hun i pressemeddelelsen.