De unge er ved at opdage generationsplanten
Kalanchoe - kendt som Brændende Kærlighed - er igen på vej frem, men den passer også sig selv - næsten
“De unge er nu også ved at opdage, hvor let den er at passe denne kalanchoe, som min generation ikke har taget til sig. Den hører til vores forældres generation,” fortæller Louise Jepsen, marketingschef og medejer, da FavrskovPosten besøger gartneriet.
“Den skal jo kun vandes med få dråber vand en gang om ugen, det passer fint til travle unge mennesker.”
Tre generationer
Siden 1939 har tre generationer af Jepsen-familien fremdyrket den lille blomst, vi også kender som Brændende Kærlighed, fordi den første plante var rød.
“I dag dyrker vi alle mulige farver frem på nær blå.”
Transportbånd skubber kasse efter kasse med blomster rundt, først forbi et bord, hvor stiklinger fra Tyrkiet bliver sat ned i potten med jord for til sidst - efter 12-15 uger - at havne i pakkeafdelingen, klar til eksport. Og der kommer hele 25 millioner blomster gennem om året.
Du kan på avisens net-tv se vores indslag fra produktionen, men du kan også som noget nyt handle med Queen i deres web-shop.
Du bestiller varerne og skal så selv hente dem i Foldby.
“Det vil sikkert ikke være folk fra Sjælland, som kommer forbi og handler, men måske vores naboer i lokalområdet.”