Fortsæt til indhold

Team Giv Håb cykler for de sorgramte

Aarhus-cykelhold gør klar til at rykke ud på landevejene for at forberede sig til 1.100 kilometer i uge 32

Samfund
Kim S. Andersen

Sommerferie er for de fleste mennesker lig med afslapning.
For Henrik Saugbjerg er en del af dette års sommerferie lig med 1.100 kilometer med bagdelen placeret i en cykel-sadel.
Den 51-årige guldsmed fra Åbyhøj er en af tre holdkaptajner for 'Team Giv Håbs Aarhus-hold.
Trioen har arbejdet ihærdigt på at få stablet et cykelhold på benene i Aarhus med ryttere, der alle sætter sig i sadlen og træder i pedalerne for sorgramte børn og unge.
'Team Giv Håb er et velgørenhedscykelprojekt bestående af tre hold (i København, Odense og Aarhus, red.), som samler penge ind til fordel for de børn og unge, der hvert år oplever deres forælder eller søskende bliver alvorligt syge eller dør.
Det koster 6.250 kroner for at køre med på holdet, men ifølge Henrik Saugbjerg handler det i lige så grad om at få opmærksomhed rettet på det arbejde, som 'Børn, Unge & Sorg' udfører.
“Det er et meget vigtigt arbejde, som psykologerne i organisationen laver, når de tilbyder sorgramte børn og unge professionel hjælp. Så vi kører for at samle penge ind til at betale psykologernes løn, men mindst lige så meget for at gøre børn og unge opmærksomme på, at de kan få den rette hjælp uden at skulle betale for den,” fastslår Henrik Saugbjerg, der styrer holdet sammen med sin kone Marianne og Dan Neve-Ginnerup.

Mål i Købehavn

Alle tre holdkaptajner er erfarne cykelryttere, der glæder sig til at få Team Giv Håbs Aarhus-hold gennem Danmark i uge 32 med mål i København.
Hidtil har holdet mødtes til spinning hver onsdag i DGI-Huset på Værkmestergade, men rytterne længes efter at få noget asfalt under hjulene.
“Vi begynder den udendørs træning i midten af marts med træningsture hver tirsdag og søndag. Det er vigtigt, at vi kender hinanden rigtig godt, når vi skal fungere som et hold og være sammen mange timer til august,” siger Saugbjerg.
Rytterantallet på Aarhus-holdet har netop rundet de tyve, og der er plads til 30 af slagsen på Team Giv Håb-holdet.
“Vi har endelig tøjprøvning til marts, så tilmeldingsfristen er sidst i februar, og alle med en god cykel og grundkondition er velkomne. Vi skal nok sørge for, at man bliver trænet op til at kunne holde til at sidde i sadlen i en uge,” siger Henrik Saugbjerg med et efterfølgende smil.
Hvis du er interesseret i at cykle med på Team Giv Håbs cykelhold i Aarhus. så kontakt holdkaptajn Henrik Saugbjerg på aarhus@teamgivhaab.dk

Henrik Saugbjerg har været bidt af cykelsporten i mange år. Det længste han har kørt på en dag var et Aarhus-København-løb på 375 kilometer.