Sorghjælp på Banegårdspladsen
Børn, Unge & Sorg har gennem 11 år ydet hjælp til sorgramte børn og unge i hele Jylland. Lokal cykelhold støtter
Hvad har cykling og sorg med hinanden at gøre? Umiddelbart ikke det store, skulle man synes. Men når det handler om et cykelhold, der kører penge ind til fordel for en organisation, som hjælper børn og unge i sorg, passer tingene sammen som en kliksko på en cykelpedal.
'Team Giv Håb' er navnet på cykelholdet, der til sommer vil køre penge ind til Børn, Unge & Sorg. Organisationen yder gratis hjælp til børn og unge op til 28 år, som har oplevet sorg i deres nærmeste familie.
”Vi er hele tiden på jagt efter fondsmidler, og så er det jo ekstra dejligt, at der er et cykelhold, som har valgt at støtte os. Det er allertiders projekt med mange ildsjæle. Der er mange af de projekter, hvor pengene går til Kræftens Bekæmpelse, som får meget fokus og godt for det, men det er fint, at der også er cykelhold, der støtter andre ting, som for eksempel det arbejde, vi yder,” siger Winnie Rønnow.
Hun er rådgiver, socialrådgiver og psykoterapeut hos Børn, Unge & Sorg, som holder til på Banegårdspladsen 10 i Aarhus.
I øjeblikket er der fire rådgivere tilknyttet Aarhus-afdelingen, men efter sommerferien bliver de skåret ned til tre, og derfor er donationer vigtigere end nogensinde før.
At leve med uvished
Netop kræft er en af de hyppigste grunde til, at Børn, Unge & Sorg har travlt med at rådgive, for det er stadig en sygdom, der brutalt gør børn og unge moder- og fædreløse, eller får dem gennem et længerevarende sygdomsforløb, hvor man skal leve med en uvished.
”Vi rådgiver børn, hvis forældre eller søskende har været gennem alle former for dødsfald eller sygdomme. Lige fra selvmord og muskelsvind til trafikulykker. Det kan føles som et fængsel for et barn eller et ung menneske at stå med en sorg. Det er som at stå på en togperron uden at kende køreplanen med en masse uvante tanker. Her hos os kan de få bearbejdet de tanker. Vi plejer at kalde stedet her for 'Sorgens Fristed',” siger rådgiveren, der har været tilknyttet Børn, Unge & Sorg alle 11 år, som Aarhus-afdelingen har eksisteret.
199 fik hjælp i 2014
Hun oplever, at syge forældre er en voksende gruppe, og det giver selvfølgelig en masse bekymringer og angst for pårørende.
I 2014 var der 199 børn og unge gennem organisationens Aarhus-afdeling.
”Vi har hamrende travlt for udover terapi og samtalegrupper, har vi også telefonkonsultation, hvor børn og unge kan ringe ind,” fortæller Winnie Rønnow.
Et typisk forløb hos Børn, Unge & Sorg varer flere måneder. Hvis man kommer ind i en samtalegruppe, som de fleste gør, mødes man 12 gange hver anden uge.
”Vores grupper bygger på genkendelse, og der skal helst være 7-8 personer i gruppen for at få den bedste dynamik. De spejler sig i de andres erfaringer. Og det er vigtig at snakke om, at man har mistet,” siger hun.
”Jeg bliver tit spurgt om det ikke er hårdt arbejde at være her, men det er det faktisk ikke. Forstået på den måde, at der ikke er nogen, som får det dårligere af at komme her. Tværtimod får de meget bedre. Der er meget liv i smerte og mange følelser forbundet med sorg, men vi har værktøjerne til at få åbnet op for sorgen og sørge for, at sorgen ikke udvikler sig til en depression. Så på den måde giver vi håb, så de kan få et godt og normalt ungdomsliv,” forklarer Winnie Rønnow.