Fortsæt til indhold

Omstridt vej bliver genåbnet

Sandmosevej i Højbjerg bliver delvist åbnet igen

Samfund
Camilla Olesen

“Vi har indgået et godt gedigent kompromis. Det hele handler om den bedst mulige fremkommelighed for borgerne i Beder, Skåde, Malling og Mårslet.”
Sådan lyder det fra byrådspolitiker Steen B. Andersen (S), medlem af Teknisk Udvalg, angående et forslag om genåbning af den omstridte Sandmosevej i Højbjerg.
Den bliver dog ikke åbnet helt, men kun højre ind og højre ud på vejen, og der er stillet forslag om, at man lukker Brunbakkevej, som rådmanden for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S) også har foreslået for et stykke tid siden.
Forslaget bliver behandlet i magistraten på mandag, og Steen B. Andersen har en forventning om, at forslaget er på byrådets dagsorden onsdag 17. juni.
“Planen er fortsat at lave de to spor på Oddervej, som rådmanden har foreslået. Det er en del af forsøgsperioden, som kører frem til oktober, og derefter laver vi en endelig beslutning om, hvad der skal ske,” oplyser Steen B. Andersen.

Ikke den ønskede effekt

Han fortæller, at lukningen af Sandmosevej ikke har haft den ønskede effekt, og samtidig har man lyttet til sydborgernes forslag.
“Det her kommer hele sydbyen til gode, og det er en kæmpe cadeau til lokalområdet for de mange gode idéer, der er kommet frem. Vi har lyttet til borgerne, og det er altid en balancekunst at skabe god fremkommelighed for alle. Det har også været nødvendigt at tage hensyn til trafikken omkring skolerne i området,” siger Steen B. Andersen.

Fokus på sikkerheden

Selv om han mener, at det er gavnligt for alle, at Sandmosevej nu bliver lukket op, så er der også lidt problemer forbundet med det.
“Når der er kø og stille trafik, er det ikke noget problem, hvis man skal højre ud af Sandmosevej og over i Ringvej Syds svingbane, men det kan være farligt, når der er hurtig trafik på vejen, og vi skal selvfølgelig holde øje med trafiksikkerheden, men politiet har sagt god for det,” siger Steen B. Andersen.

Læs mere i Lokalavisen i næste uge.