Fortsæt til indhold

Kirstine Bille et mulehår fra Christiansborg

Slået på målstregen af tidligere skatteminister Jonas Dahl i Østjyllands Storkreds

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Tidligere Syddjurs borgmester Kirstine Bille var meget tæt på at tage SFs enlige mandat i Østjylland, men hun blev slået snævert af tidligere skatteminister Jonas Dahl.
Jonas Dahl fik 2.320 personlige stemmer sammenlagt i de 11 østjyske kredse, mens Kirstine Bille fik 2.215 - en forskel på 105 stemmer.
Kirsten Normann Andersen fulgte lige efter med 2.149 personlige stemmer.
Hertil skal så lægges listestemmerne, der fordeles blandt kandidaterne i den enkelte opstillingskreds, ikke på storkredsplan.
"Jeg levede i håbet længe, men det er fint nok, at det blev Jonas, som fik vores enlige mandat i Østjylland," siger Kirstine Bille, der fik et meget flot valg i Djurskredsen med over 1.500 personlige stemmer - næsten 73 procent af de afgivne stemmer på SF på Djursland.
"Når man er så tæt så, er der man selvfølgelig lidt skuffet, men jeg må videre. Jeg har mit byrådsarbejde i Syddjurs, og der er kommunalvalg om to år," siger Kirstine Bille, der var den som tættest på Christiansborg af sine byrådskolleger i Syddjurs. Liberal Alliances Per Zeidler og DF'erne Per Dalgaard og Laila Sortland nåede heller ikke længere end til opløbssiden.
Sortland var opstillet i en Aalborg-kreds.
Kirstine Bille, 55, er slet ikke færdig med Christiansborg endnu.
"Jeg vil overhovedet ikke afvise, at jeg gør et nyt forsøg om fire år, eller hvis valget kommer inden. Jeg er jo fortsat ung og stærk," lyder det med et grin.

Fakta: Følgende fra Østjylland får plads på Christiansborg

  • Socialdemokratiet: Nicolai Wammen, Kirsten Brosbøl, Maja Panduro, Henrik Dam Kristensen, Leif Lahn Jensen, Jens Joel og Daniel Toft Jakobsen
  • De Radikale Venstre: Morten Østergaard
  • Det Konservative Folkeparti: Naser Khader
  • SF: Jonas Dahl
  • Liberal Alliance: Ole Birk Olesen Carsten Bach
  • Dansk Folkeparti: Mette Hjermind Dencker, Hans-Kristian Skibby, Tilde Bork, Kim Christiansen og Claus Kvist Hansen
  • Venstre: Jakob Ellemann-Jensen, Britt Bager, Michael Aastrup Jensen og Troels Lund Poulsen
  • Enhedslisten: Nikolaj Villumsen og Søren Egge Rasmussen
  • Alternativet: Josephine Fock