Tre mødre tog initiativ til at banke en legeplads ned
På initiativ af tre mødre har Mesballe fået sin legeplads ved forsamlingshuset
”Lad og gi' vores børn et godt sted at lege.” Sådan cirka har de tre mødre sikkert tænkt, da de i 2014 foreslog at lave en legeplads ved Mesballe Forsamlingshus.
Bestyrelsen var med på idéen og gik straks i gang med at finde pengene til ”gyngerne og karrusellerne”.
Med god hjælp fra la Cour fonden, Syddjurs Kultur og fritidsforvaltning, Djurslands Bank, Ole Knudsen og René Clausen, kunne stærke kræfter i lokalområdet begynde arbejdet med etableringen af legepladsen.
SuperBrugsen, XL, Punkt 1 og Statoil legede også med på det gode initiativ og gav ”børnevenlige” priser på indkøb af materialer.
Indvielse
Nogle liter sved, mange kander kaffe - og en enkelt øl eller to senere, var man færdige og klar til den store indvielsesdag. Der blev set stort på, at der både var tale om en indvielse - og en officiel indvielse, idet børnenes tålmodighed ikke rakte til det officielle.
Da de voksne var klar, havde mange af byens børn for længst prøvet legeredskaberne af.
Bestyrelsesformand i Mesballe Forsamlingshus, Helle Quaade, holdt indvielsestalen og klippede det røde bånd.
Hun håber, at legepladsen må blive til glæde ikke bare for byens børn, men også for husets gæster og andre som har lyst til at boltre sig på den – og at man passer godt på den.
Og så var der ellers øl, vand og pølser til alle ... - som havde tid.