Fortsæt til indhold

Regionen har gravet Frelling frem igen

Region Midtjylland har udsendt nyt forslag om omfattende råstofgravning ved Frelling

Samfund
Mogens Greve

Som led i arbejdet med forslag til Råstofplan 2016 udsendte Region Midtjylland i foråret et debatoplæg med høringsfrist 10. april. Oplægget pegede på kommende råstofgraveområder ved Hyllested, Frelling og Attrup.
Syddjurs sendte et høringsbrev med mange gode argumenter for at droppe Hyllested, mens man med hensyn til Frelling og Attrup ville afvente Forslag til Råstofplan 2016, der forventes offentliggjort primo 2016.

Det nye forslag

Nu er der imidlertid dukket et nyt forslag op fra Region Midtjylland med svarfrist 10. juli.
Udkastet handler om et fremtidig råstofgraveområde ved Frelling - tæt ved Kolind - i et betydeligt større omfang end i det første debatoplæg.
”Det må vi have stoppet,” sagde formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur, Kirstine Bille (SF) til Lokalavisen 5 minutter før hun tirsdag gik til udvalgsmøde med punktet på dagsordenen.
PUK-udvalget vedtog et svarforslag, som byrådet godkendte på møde dagen efter, og der sendes nu en klar afvisning af forslaget om råstofudvinding ved Frelling af sted til Region Midtjylland.
Klods op ad Kolind

Syddjurs Kommune skriver i afvisningen blandt andet, at råstofgraveområdet ligger klods op ad kommunens 5. største by, Kolind, der er udpeget som et betydeligt vækst- og bosætningsområde – og vurderes uforenligt med råstofudvinding.
”Råstofgravning i området vil således i høj grad kunne medføre gener for de lokale beboere og dermed være i konflikt med Syddjurs Kommunes arbejde med sikring af attraktive levevilkår i landdistrikterne,” skriver Syddjurs Kommune.
Der peges også på områdets natur- og kulturhistoriske værdier – og på at en del af graveområdet ligger hen over et fredet fortidsminde med 100 meters beskyttelseszone.

Formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur i Syddjurs Kommune, Kirstine Bille (SF) om det nye forslag om råstofgraveområde ved Frelling: “Det må vi have stoppet.” Foto: Mogens Greve

Utilfreds med tidspunktet

Kommunen udtrykker desuden utilfredshed med, at regionen iværksætter en supplerende høring opad og ind i sommerperioden.
Til det siger sagsbehandler ved Region Midtjylland, geolog Lars Kristiansen, at der ikke er tale om en formel høring – men en ekstraordinær fase.
”Vi bad i første omgang også om idéer og forslag, og ligesom det er tilfældet 15 andre steder i landet, har vi modtaget et nyt forslag – her vedrørende Frelling. Det er en demokratisk proces, hvor vi på lige fod lytter til både lodsejere og til dem, der ikke er enige i forslagene, før vi vurderer dem.”
Region Midtjylland skriver i brevet til Syddjurs Kommune, at man kan sige til, hvis man ikke kan overholde svarfristen 10. juli.
”Flere har allerede bedt om – og fået udsat svarfristen – til hen i august. Men vi har de bedste muligheder for at behandle sagen ved at få svarene så tidligt som muligt.”
Kolind og Oplands Distriksråd holder borgermøde om sagen torsdag 9. juli kl. 19 i Byhallen.
”Vi har tilsagn om deltagelse fra Region Midtjylland,” fortæller Bent Nielsen fra distriktsrådet.