Fortsæt til indhold

Noah-Valdemar skal spille Mick i Shubidua-musical

Som 12-årig står Noah-Valdemar foran en bærende rolle i Fredericia Teaters millionmusical

Samfund
Peter Friis Autzen

“Jeg er begyndt at høre Shubiduas musik en hel del. Men jeg har ingen af deres plader. Jeg hører dem over nettet,” siger Noah-Valdemar Højsgaard og smiler.
Den 12-årige fredericianer er blevet udvalgt som en af tre drenge, der skal skiftes til at spille en vigtig rolle i Fredericia Teaters kommende, store Shubidua-musical. De to andre er Daniel Hersig fra Hedensted og Albert Hesseldahl Laubel fra Odense.
Noah-Valdemar har spillet teater i et par år og har blandt andet været med i forestillinger på den Kreative Skole. Sidste år var han Krumme i Krummernes Jul på Dronning Dorothea Teatret i Kolding.
“Så jeg har prøvet det før - men ikke noget så stort som det her,” siger Noah-Valdemar.
Men han er ikke nervøs.
“Måske lidt spændt, men ikke nervøs,” siger han og gnider hænderne, inden han lægger benene op i sofaen.

Teaterchef Søren Møller glæder sig over at kunne sætte et talent som Noah-Valdemar Højsgaard på plakaten.

Debutant med talent

Vi sidder i familiens lyse stue med opretstående klaver og udsigt til en stor græsplæne, hvor hans lillebror dyrker sin store interesse: Fodbold. Den fem-årige lillesøster lister stille rundt og lytter. Hun er ikke vant til, at fremmede kommer og snakker med hendes storebror.
“Det er faktisk første gang, jeg bliver interviewet,” siger Noah-Valdemar.
Men det kommer nok til at ske igen, når først han kommer op på landets største musicalscene og lægger krop og stemme til figuren Mick - en ung udgave af shubbernes Michael Bundesen.
“Jeg har ikke fået manuskriptet endnu. Så jeg ved ikke præcist, hvor stor rollen bliver. Men der er både replikker, sang og dans,” siger Noah Valdemar.
Han er ikke i tvivl om, at han kan løfte opgaven. Det er teaterchef Søren Møller heller ikke.
“Noah-Valdemar er en rigtig god og naturlig skuespiller og sanger. Han er et talent af den slags, som man håber dukker op til auditions. Og så er han den helt rigtige type til rollen,” siger Søren Møller.

Ud af skolen

Da Noah-Valdemar fik besked om, at han havde fået rollen, måtte han ikke sige det til andre end sine forældre. Ikke til sine søskende og ikke til sine venner og klassekammerater.
“Det var lidt svært at holde på hemmeligheden. Og det gjorde, at jeg ikke rigtig kunne juble over det. Men jeg er virkelig glad for rollen,” siger han.
Arbejdet med Shubidua-musicalen bliver hårdt og koncentreret, når først prøverne for alvor går i gang til august, inden verdenspremieren sidst i september.
“Det bliver da hårdt. Også at lære dansene. Men jeg føler det ikke som noget pres endnu. De har jo valgt mig, fordi de synes at jeg er god. Og jeg synes selv, at jeg er ret lærenem,” siger Noah-Valdemar.
I den tid, hvor teaterarbejdet er på fuldt blus, kommer han til at forsømme sin skole. Det samme gælder, når han skal indkvarteres i København i de tre uger, hvor forestillingen sættes op der.
“Men teatret sørger for en mentor, der kan undervise mig mellem prøverne. Og derudover må jeg lave selvstudier,” siger Noah-Valdemar.