Fortsæt til indhold

Ungdomskriminalitet falder fortsat i Aarhus

Ifølge den årlige handlingsplan for ungdomskriminalitet i Aarhus Kommune er antallet af sigtelser blandt de 10-17-årige det laveste i nyere tid.

Samfund
Kim S. Andersen

Kriminaliteten blandt Aarhus Kommunes yngste borgere fortsætter med at falde og følger dermed de seneste års trend.
Ifølge den årlige handlingsplan for ungdomskriminalitet i Aarhus Kommune er antallet af sigtelser blandt de 10-17-årige det laveste i nyere tid. På syv år er der sket et fald på 43 procent i antallet af sigtelser og et fald på 40 procent i antallet af sigtede.
Udviklingen glæder Aarhus Kommune og Østjyllands Politi, der igennem SSP samarbejder om at forebygge kriminalitet blandt unge.

"Noget kunne tyde på, at kriminalitet er gået af mode blandt børn og unge. Det er meget positivt, men vi må ikke hvile på laurbærrene. Al kriminalitet er uacceptabelt, og både professionelle og forældre skal fortsat have blik for risikoen for kriminalitet. Det er afgørende, at vi får vendt unge rundt, hvis de er på vej i forkert retning," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge, i en pressemeddelelse.
Handlingsplanen udpeger tre indsatsområder, som det kriminalitetsforebyggende arbejde vil have særligt fokus på fremover: Såkaldt situationel forebyggelse, forældreansvar og udsatte boligområder.

"Aarhus er blevet en tryg by, og de unge har for længst opdaget, at det er utjekket at være kriminel. Tilbage står at få ændret de små grupperinger, hvor man er ligeglad med loven. Fremover går vi oftere til disse ungdomsmiljøer som grupper, for at ændre den måde de spiller sammen på. Målet er at sætte ind, før det bliver en opgave for politiet," siger Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i en pressemeddelelse.

Antallet af sigtelser blandt børn og unge har aldrig været lavere. Samtidig ses et generelt fald i antallet af anmeldelser på otte procent i samme periode.

"Vi oplever i disse år en utrolig glædelig udvikling med færre unge kriminelle og samlet set et fald i kriminaliteten. Det betyder, at flere unge bliver aktive og lovlydige samfundsborgere til gavn for dem selv og for samfundet, og det skaber mere tryghed for os alle. For politiet betyder udviklingen, at vi i højere grad kan bruge kræfterne på at hindre, at gruppen af udsatte unge kommer ud i kriminalitet eller fortsætter en kriminel løbebane," siger politidirektør Jørgen Ilum.